295 / 640
Erik af Pommerns Erhvervelse af København 1417
979
Hvis der rejstes civil Sag mod en Kirkeraner (for at
søge den røvede Ejendom tilbage eller Erstatning for
den), anerkendte Kirken dernæst vel i Princippet, at Sa
gen burde rejses ved Sagsøgtes verdslige Værneting, dog
med Forbehold af, at Kirken, hvis den ikke ad den Vej
kom til sin Ret, kunde gaa over til krim inel Forfølgning
efter de ovennævnte Regler. Under Henvisning til, at
de verdslige Dommere ofte var forsømmelige med at
skaffe Kirken dens Ret, udtaltes det imidlertid i et De
kretal af Lucius III, at der til Gunst for Kirken ad sæd
vanemæssig Vej var indført den Regel, at Kirken straks
frit kunde vælge, om den vilde rejse Sagen ved verdslig
eller gejstlig Ret13). De danske Kilder indeholder da og-
saa mange Eksempler paa, at civile Sager mod Lægmænd
angaaende Ejendom , der paastodes at være Kirkens, er
blevet rejste ved de kirkelige Domstole, men undertiden
anerkender disse dog, at deres Kompetence i saa Fald
var undergivet en vis Begrænsning. Den kanoniske Ret
kendte et Retsmiddel (actio spolii), der gav den, der med
Magt eller ved List eller i det hele uden Grund var be
røvet sin Ejendom , Adgang til at blive genindsat i Besid
delsen og faa Erstatning, uden at han kunde mødes med
Indsigelser hentede fra Modpartens formentlige E jen
domsret til Tingen, men ogsaa uden at der under den
paagældende Sag afgjordes noget
0111
Ejendomsretten14).
Vel under Hensyn hertil og maaske som en Koncession
til den verdslige danske Rets nedenfor omtalte Regler
gør nu visse Domme i Ejendomstrætter, rejste mod Læg
mænd ved de k irkelige Domstole, en Sondring mellem
disses Ret til at dekretere Restitution af Besiddelsen og
deres Ret til at træffe Afgørelse af Spørgsmaalet om
13) c. 8 X 2,2.
14) N. München, Das kanonische Gerichtsverfahren und Straf-
recht I, S. 353—56.