299 / 640
Erik af Pommerns Erhvervelse af København 1417
2 8 3
tre Aar, som om han var Ejer, at han havde besiddet den
uden Kære, d. v. s., at Sagsøgeren ikke inden Fristens
Udløb havde rejst Sag imod ham, og at hans Besiddelse
ikke var Ranshævd23), d. v. s. at den ikke var erhvervet
ved en Handling, der kunde karakteriseres som Ran.
Hvis Besidderen af en Ejendom, naar han sagsøgtes,
endnu ikke havde vundet Lavhævd og saaledes var b le
vet bevisberettiget, men han, fordi han havde erhvervet
Ejendommen ved Køb, havde en Hjemmelsmand, kunde
han forlange, at denne skulde indtræde i Sagen og føre
Beviset, hvis han selv i Kraft af sin tidligere Besiddelse
var berettiget dertil, men var hverken Sagsøgte eller en
eventuel H jemmelsmand bevisberettiget, eller vilde e l
ler kunde de ikke præstere Beviset, overførtes Bevisret
ten til Sagsøgeren. Paa Grund af Edsbevisets Karakter
virkede Lavhævd, skønt den ikke var Ejendomshævd og
altsaa ikke i sig selv begrundede Ejendomsret, faktisk
næsten som saadan, idet de Paastande og Anbringender,
som Sagsøgeren fremsatte overfor en Sagsøgt, der havde
Lavhævd, kun havde den Betydning, som laa i, at de ef
ter Omstændighederne kunde afholde Sagsøgte eller
hans Mededsmænd fra at sværge.
Var der Tvivl om, hvem af Parterne der var Besidder,
eller om Besiddelsen havde en saadan Karakter, at den
kunde begrunde Lavhævd, f. Eks. om den var udøvet
som Ejer eller Panthaver, kunde Spørgsmaalet som et
præliminært Spørgsmaal forlanges afgjort af et Nævn,
bestaaende af tolv gode Mænd udnævnte paa Herreds
tinget blandt Herredsmændene24). Dette Nævn maatte
23) Kravet om, at Besiddelsen ikke maatte være Ranshævd, næv
nes kun i Skaanske Lov Kap. 80 (IV, 17) og kun med Henblik paa
et specielt Tilfælde. Der er dog ingen Tvivl om, at - Kravet altid
maatte være fyldestgjort, for at der kunde tales om Lavhævd. Lo
vene gaar endog ud fra som det normale, at Lavhævden støtter sig
til en Retshandelsadkomst.
24) Eriks L. III, 8, Vald. L. III, 8.