298 / 640
2 8 2
Poul Johs. Jørgensen
ser et meget broget Billede, med Behandling snart ved
gejstlig, snart ved verdslig Ret, henimod Slutningen af
Middelalderen med stigende Tendens til at gaa den sid
ste Vej20), en Tendens, der afspejler sig i de anførte
Haandfæstningsbestemmelser, kunde der i mange T il
fælde være god Grund til at søge Strid om Behandlings-
maaden af en Sag undgaaet ved en forligsmæssig Af
tale21), og det var dette, der skete 1416 under Striden om
København, idet man enedes om at lade Sagen afgøre af
en Instans, hvor det gejstlige og det verdslige Element var
lige stærkt repræsenteret.
Naar man gik denne Vej, maatte man yderligere søge
at enes om, efter hvilken Ret der skulde dømmes, og her
om bestemte Forliget af 8. Nov. 1416, at Voldgiftsdom
stolen skulde træffe sin Afgørelse »efter Landslov«, hvil
ket i det foreliggende Tilfæ lde maatte være den sjæ l
landske Landskabsret, saaledes som denne indeholdtes
i de to sjællandske Retsboger. De Bestemmelser i disse,
som særlig kom i Betragtning, var Eriks L. III, 1, 3 og 8
og Vald. L. III, 8; den sidste var hentet fra Skaanske L.
Kap. 78— 81 (IV, 15— 18).
Efter begge Retsboger var det den alm indelige Regel,
at Ejendomstrætter afgjordes ved Partsed med Ed af
Mededsmænd22), og det springende Punkt var, hvem der
var berettiget til at føre dette Bevis. Sagsøgte havde Be
visretten, naar han havde vundet Lavhævd paa E jen
dommen, hvortil krævedes, at han havde besiddet den i
20) Jfr. herved Sindballe, Af Testamentsarvens Historie i dansk
Ret, S. 29 flg.
21) Kilderne frembyder en Række Eksempler paa saadanne Afta
ler, og Haandf. 1483 § 18 vilde ligefrem ved Lov sikre Kirken en vis
Repræsentation i Rettertinget, naar denne Domstol skulde »dømme
Kirken eller bendes Personer noget til eller fra«.
22) Hvor Sagsøgte førte Reviset, skulde han efter Vald. L. for
uden Mededsmænd have to Vidner.