297 / 640
Erik af Pommerns Erhvervelse af København 1417
2 8 1
Ed, støttet af Ed af Mededsmænd, saaledes at disse Eder,
naar Kirken er Besidder og derfor sagsøgt, aflægges af
Kirkeværgerne og de bedste Kirkemænd. Med Sande-
mændene førte Kirken dog en vis Kontrol, idet Rigtig
heden af deres Ed kunde prøves af et Overnævn, bestaa-
ende af Biskoppen og de otte bedste Bygdemænd17).
Mindre klar er Stillingen efter de skaanske og sjæl
landske Retsboger, der ikke indeholder specielle For
skrifter
0111
Ejendomstrætter mellem Kirke og Læg
folk18). Deres Tavshed maa dog sikkert forstaas saa
ledes, at den Slags Trætter følger de alm indelige Regler
om Ejendomstrætter. Haandfæstningerne fra Slutnin
gen af Middelalderen slog da ogsaa udtrykkeligt fast,
at Jordedele dannede en Undtagelse fra Gejstlighedens
privilegium fori, saa at de hørte under de verdslige Dom
stole, uanset hvem der var sagsøgt19).
Kanonisk og dansk Ret havde, som det vil ses, meget
afvigende Regler om, hvilke Domstole det tilkom at a f
gøre Tvistigheder om fast Ejendom mellem Kirke og
Lægfolk, og Afvigelsen betød saa meget mere, som de
kirkelige Dom stole dømte efter Kirkens Ret, de verds
lige Domstole efter dansk Ret. I et Tilfæ lde som det her
foreliggende, hvor Stridsgenstanden ved Stridens Ud
brud var i Kirkens Besiddelse, og man fra verdslig Side
paastod sig berettiget til den, kunde der efter kanonisk
Ret ikke være Tvivl om, at Kravet burde rejses ved kir
kelig Domstol. Da denne Ordning im idlertid ikke var
sanktioneret af den verdslige Lovgivning og heller ikke var
slaaet fuldstændigt igennem i Praksis, der tværtimod v i
17) Jydske Lov II, 7.
18) Den skaanske og den sjællandske Kirkeret viser kun, at den,
der tilegner sig Kirkens Jord, som skyldig i Kirkeran ifalder Kirke
straf, dog kun Treniarksbøder til Biskoppen, men Afgørelsesmidlet
(Nævn i Kirkesogn) er hentet fra den verdslige Ret.
19) Haandf. 1513 § 18, 1523 § 27. Jfr. ogsaa Odense Reces 1527.