151 / 331
140
har malet ham, saaledes saae han ud, og det
var vel næppe enTilfældighed, at dette Billede
vakte en mer end almindelig Opmærksomhed og
skaffede Gertner Indgang i vide Kredse. Men
hvad Kunstneren ikke ret har faaet frem og hvad
der dannede Grunddybet i min Bedstefaders Ka
raktér, var det mildt vemodige, det kærlige —
ja jeg kan fristes til et sige det fromt barnlige
i Sind og Tanke. Han elskede Naturen, han
elskede Børn og han elskede Musik; men han
hadede Lirekasser, og særlig var „den store
Tromme“ ham overmaade modbydelig. Medens
man nu til Dags har sat Reklamen i System og
oprettet ikke saa faa gensidige Selvrosselskaber,
var Alt, hvad der hendrog Opmærksomheden
paa hans Person, ham ganske [vederstyggeligt.
Jeg skal anføre etExempel derpaa.
Han holdt Heste og Vogn, ogsaa en stor
Kane, men i den sidste tror jeg aldrig, han har
været — den var Børnenes Vinterfornøjelse.
Vognen var efterhaanden bleven gammel, og
der trængtes stærkt til en ny, men han vilde
ikke høre Noget derom. Endelig sejrede Da
merne, og en flunkende ny Wienervogn blev
anskaffet til stor Glæde for Peter, Familiens
mangeaarige Kusk. Han striglede „de Røde“,
pudsede Seletøjet og svingede op for Porten —