155 / 331
144
ogsaa fordi de staar i et mærkeligt Forhold til
min egen Skæbne. Det er underligt at se, hvor
ledes svundne Jammersaar kunne gaa igen som
Slægtens uundgaaelige Nemesis. Alt, hvad der
pinte ham i hans 26de Aar og 10 Aar senere,
ramte efter fyrgetyve Aar ogsaa mig, ødelagde
min Ungdom, kastede mig ud af min Vej og
førte mig til Fortvivlelsen Rand. Alt er nøj
agtig det samme: Alder, Periodicitet, Lokalisation,
ja selv det aarelange Forløb stemmer paa en
saa forunderlig Maade, at jeg troede at læse min
egen Sygehistorie i denne blegede Skrift paa de
gulnede Almanakblade. Det er for mig det
mærkeligste Exempel paa Atavisme, gaadefuldt
og uforklarligt.
Folk, som kun overfladisk kendte ham, kunde
af hans stille, indadvendte Natur, hans store
Ordenssans og rastløse Arbejdsomhed let komme
til den Tro, at Kontoret var hans egentlige Liv,
og Børsen det Sted, hvor han bedst følte sig
hjemme. Og hvor fejlagtig var saa denne, ¿øv
rigt ganske almindelige Opfattelse! Kontorstøvet
kom aldrig længere end til hans Støvler, og al
drig var han gladere, end naar han. kunde ryste
det af sig enten i glad Samlag med gode Ven
ner eller i Guds frie Natur. Hans Optegnelser
bære atter og atter Vidne derom. Det er Skil