16 / 209
heden mulighed for at holdninger med en helt anden baggrund
kunne trives. Selv om Holberg m å tte skjule sin satire og kritik bag
komediens maske eller lade Niels Klim skildre forholdene, som om
de var observeret i fjerntliggende eller opdigtede lande, kunne han
dog få sine bøger trykt. Men han var også en forsigtig mand. Selv
om han ikke kunne fordrage pietisternes ofte hysteriske og fanatiske
gudsdyrkelse, deres fornægtelse a f opm un trende adspredelser og
især deres intolerance og bedreværd, undlod han at kritisere dem i
sin Danmarks Riges Historie, og det var først ret sent i sit forfatter
skab, at han fremsatte sine meninger om dem, og selv da holdt han
sig som regel selv udenfor. I en a f hans Epistler hedder det så
ledes : »Det er bekiendt hvilke Bevægelser Pietismus for nogle Aar
siden haver foraarsaget udi de Nordiske Riger. Derom vil jeg intet
mælde, saasom alting er endnu udi frisk Ihukommelse; især saasom
jeg ikke kan sige, om de Beskyldninger, som ere giorte mod de
Nordiske Pietister, ere vel eller ilde grundede. Det eene Partie
igiennemheglede det andet: De O rthodoxe Lærere beskyldte
Pietisterne for Fanaticismo; og Pietisterne kaldte de andre U-
igienfødte. Alt hvad som taledes paa Prædike-Stolene blev a f hvert
Parti nøje exam ineret, saa at man allarmeredes over Expressioner,
som man ellers tilforn ingen Reflexion havde giort over ...«.
Både den fornuftsbestemte oplysningsfilosofi og pietismen vendte
sig, hvor d iam etra lt modsatte de end var, begge mod den gamle
ortodoksi, og ud a f denne konfrontation fremvoksede fra omkring
1740 en rig litte ra tu r a f politisk og filosofisk karakter. Da de frem
førte tanker næsten udelukkende beskæftigede sig med økonomiske
og sociale problemer, men ikke angreb det enevældige styre som
sådant, kunne styret tillade sig at være tolerant. Efter udenlandsk
forbillede blev der udgivet danske aviser og tidsskrifter, og bøger
og skrifter udsendtes i hidtil uset mængde.
H istorikerne vurderede kilderne skarpere end tidligere, og man
påbegyndte systematiske indsam linger a f kildemateriale. Arne
Magnussen indsam lede på sine rejser i Island de noksom bekendte
håndskrifter, hvis an tal løb op i mere end
2
.
000
, hvortil kom om
kring 6.000 diplomer. Udover indsam lingsarbejdet ydede hi
storikerne også en indsats ved i højere grad end tidligere at søge at
danne synteser og at uddrage årsagerne til historiens gang. Mænd
som G ram , Langebek, Kofod-Ancher, Hojer, Pon topp idan , T hu rah ,
Hofman og Holberg ikke at forglemme gjorde et stort arbejde med
indsam ling og udgivelse. Bag dem stod interesserede lægmænd og
store samlere som f.eks. J . L. Holstein, Frederik Rostgaard og
O tto Tho tt, der alle ejede store, værdifulde samlinger a f bøger og
manuskripter. I 1744 dannedes Det kongelige danske Videnska
bernes Selskab, i 1745 Det kongelige danske Selskab for Fædre
landets Historie og Sprog, og i 1754 oprettedes Det kongelige
danske Akademi for de skjønne Kunster.
Forlystelseslivet var i hine tider set fra vor tids synspunkt van
skeligt at få øje på. For almindelige mennesker var der ikke store
muligheder for afveksling i hverdagen. Det var et fåtal, der kunne
tillade sig at holde fester og baller, mange kunne ikke læse, og offent
lige forlystelser forekom næsten kun i forbindelse med kongelige
mærkedage. Det var måske alligevel ikke så dårligt at gå i kirke og
høre en prædiken og synge med på Kingos og Brorsons sa lm e r!
I 1722 åbnedes det første danske teater i Lille Grønnegade, og i
1720’rne afholdtes også koncerter, f.eks. i bryggernes laugshus eller
i forskellige gæstgivergårde. F ra statsmagtens side så man gennem
fingre med disse forlystelser, de blev ikke forbudt, men på den
anden side heller ikke fremmet.
Først hen imod slutningen a f Christian den
6
.s regeringstid blev
mulighederne bedre. I 1744 begyndte »Det musikalske Societet« at
give ugentlige koncerter på Charlo ttenborg under ledelse a f
kapelmesteren J . A. Scheibe. H an var nær ven med Holberg, over
satte Peder Paars til tysk i 1750, men kom iøvrigt til at stå i skyggen
a f den italienske dirigent Scalabrini, der kom til København sam
I I