18 / 209
I 1660’erne blev der desuden foretaget store opfyldninger i K alve
boderne, et sumpet, lavtliggende område, der strakte sig fra Løn
gangsstræde til havneløbet. Herved opstod et andet nyt bykvarter,
Frederiksholm , hvis bebyggelse dog kun skred langsomt frem.
I 1670 udgravedes Nyhavn, og om råde t nord for den nye kanal
opfyldtes og reguleredes. M an havde planer om at bygge et nyt
kvarter her, men dette blev ikke realiseret. Dog opførtes slottet
Sophie Amalienborg herude 1667-73, men efter at det var ned-
brænd t allerede i 1689, blev der ikke bygget igen. Den sydlige del
a f det store areal henlå derefter i lang tid som park, mens den no rd
lige brugtes som eksercerplads. H er byggedes siden Frederiks-
staden, der anlagdes i anledning a f den oldenborgske kongeslægts
300-års regeringsjubilæum i 1749.
Ø sterpo rt stod oprindelig for enden a f Østergade, men allerede i
1640’rne blev den flyttet ud til Rigensgade, og den endte efter
endnu en flytning i 1708 på sin endelige plads ved den yderste ende
a f Store Kongensgade. Efter at den var flyttet fra det senere
Kongens Nytorv, henlå dette om råde som et ufremkommeligt
bakkelandskab, og københavnerviddet var ikke længe om at døbe
det Hallandsås. I 1670’erne tog man fat på at planere og regulere
pladsen, og i løbet a f en halv snes år opførtes her en række a f byens
største og arkitektonisk set mest værdifulde palæer: Charlo ttenborg
1672-83, Niels Juels eller Thotts Palæ 1683-86, Ahlefeldts Palæ,
senere Hotel d ’Angleterre, 1683—89 og Bjelkes Palæ på Magasin
du Nords grund 1687. M id t på pladsen opstilledes i 1688
Lam ou reux ’s ry tterstatue a f Christian den 5., som blev omgivet af
et haveanlæg med en krans a f træer, Krinsen.
På den anden side a f havneløbet blev Christianshavn, som
Christian den 4. var begyndt at anlægge i 1618, udvidet ved op
fyldninger, især mod nord. H an havde givet den nye by købstads
status med eget bystyre, men dette ændredes i 1674, da den blev
indlemmet i København. Christianshavns volde og vandfyldte
grave blev inda rbe jdet i hovedstadens øvrige forsvarsanlæg, og
byen nærmede sig dermed idealet, cirklen.
På samtidige kort over byen røber gadenettet tydeligt de for
skellige kvarterers alder, et forhold, som selv flere århundreders
angreb på bykernen endnu ikke h a r formået at udviske. N år man
går i den indre bys gader, fornemmer man stadig, at de krumme,
smalle gader i G amm el-København mellem Gothersgade, Nørre
voldgade, Vestervoldgade og havnen er selvgroede, mens de lige,
brede gader med rektangulære, regelmæssige karréer i de nyere
kvarterer viser, at de er an lag t efter en overordnet plan. Mange af
de nu forsvundne gader i den gamle by var så smalle og krumme, at
de knap var farbare for en enkelt vogn, og de åbne rendestene
h indrede i hvert fald, hvis de da forefandtes, at to vogne kunne
passere h inanden. Bebyggelsen var overordentlig tæt, og da de
fleste huse var bygget a f bindingsværk, var det ikke usædvanligt,
at bybrande fortærede hele kvarterer.
Gothersgade, der i begyndelsen kaldtes Ny Kongensgade, d an
ner grænsen mellem Gammel- og Ny-København. Den blev anlagt
i 1660’erne, efter at den gamle Østervold var blevet sløjfet, og den
var i lang tid byens længste gade. Her kunne man fra den ene ende
se mere end en halv kilometer lige ud til Nyhavns Hoved, noget
man i den gamle by ellers kun kunne gøre i de to voldgader langs
Nørre- og Vestervold. I resten a f den gamle by standsedes blikket
a f gadernes krumning eller a f tværgadernes bebyggelse. Ville man
ellers se lange, brede gader, m åtte man til Ny-København eller
over Knippelsbro til Christianshavn.
Skulle man ind eller ud a f byen, m åtte man passere igennem
en a f de fire byporte. Af forsvarshensyn var vejen ind til hver
a f byportene drejet i en skarp vinkel, så man kunne beskyde en
fjende i flanken. Desuden m åtte man over to broer for at nå
frem til selve porten. Terrænet uden for voldene henlå som et
fredeligt, landligt område, fordi man for at have frit skud fra
13