20 / 209
prestigen var det ikke tilrådeligt at bo længere væk. Præster, degne
og klokkere boede i nærheden a f den kirke, hvortil de hørte, ligesom
professorerne boede få skridt fra universitetet i professorresiden
serne i Fiolstræde og Store Kannikestræde, mens studenterne var
indlogeret på Regensen eller et a f kollegierne. Storkøbmændenes
gårde lå i nærheden a f havnen, hvor de også havde deres vare
lagre og oplagspladser. Håndværkerne boede endnu ofte samlet,
således at et fags udøvere helt kunne præge en gade. I K loster
stræde var der en overgang mere end en snes skomagere, ved
voldene holdt garvere og smede til på g rund a f generne ved huder
nes lugt og brandfaren , mens bryggerne gerne samlede sig i Nørre-
og Vestergade. Arbejdere og daglejere boede i lejeboder, der ofte
lå i byens udkan t ved voldene eller var klemt inde bag tætbebyggede
karréers forhuse i de såkaldte gange. Nissegangen, Smedens Gang,
Peder Madsens Gang og Henrik Fyrens Gang, den sidstnævnte kun
ca. tre meter bred, er blot nogle få a f dem. Pistolstræde, der
eksisterer endnu, kan give en svag forestilling om disse smalle, tæt
befolkede smøger.
M ange småhandlende og håndværkere ejede derimod selv deres
huse, som de både boede i og havde værksted i. Da Rach og Eegberg
i slutningen a f 1740’rne vandrede om i Københavns gader for at
male deres malerier, var mange a f byens huse kun godt en snes år
gamle. Ved den store ildebrand i oktober 1728 var op mod 1.500 af
byens ca. 4.500 huse nedbrændt og omkring 8.000 mennesker
blevet hjemløse. Det gik særlig h å rd t ud over Klædebo, Rosenborg
og Snarens K varter, a f hvis ca. 800 huse kun 11 stod tilbage.
Længe før b randen havde man forsøgt at regulere gaderne og at
få bygget nye huse efter nogenlunde fælles retningslinier, dels for at
mindske brandfaren , men vel især for at opnå den »régularité og
égalité«, som var enevældens ideal. H id til var der dog ikke kommet
meget ud a f disse reguleringsforsøg. Indrykn inger a f facader og
flytning a f grundskel kan i en by kun foregå langsomt. Grundskel
er noget a f det mest sejglivede, man har. Københavns m iddelalder
kerne er et godt eksempel derpå. En storbrand kan dog medvirke
til at opløse de gamle grænser.
M an nedsatte kort efter b randen en reguleringskommission,
som foreskrev, at de større gader skulle være 20-24 alen (ca. 12-
15 m) brede, mens man i m indre gader kunne nøjes med en bredde
a f 16 alen (ca. 10 m). M an m åtte dog hu rtig t slække på disse krav,
og kun få a f de gader, man ønskede at regulere, blev anlagt efter
kommissionens planer. Enkelte resultater a f reguleringsarbejdet
kan dog ses endnu i vore dage. Frederiksberggade opstod efter en
fuldstændig ændring a f de gamle matrikelskel i det tætbebyggede
kvarter mellem Vestervold og Gammeltorv, og Ku ltorvet blev
dannet, efter at man havde besluttet, at bebyggelsen langs Mikkel
Vibesgades østside ikke skulle genopbygges.
Der var mange and re problemer, der skulle løses samtidig. De
vældige mængder a f byggematerialer, træ, sten, kalk, je rn og glas
skulle fremskaffes, og det tog tid at få håndværkere til byen, men
efterhånden som det rygtedes at byen var brændt, strømmede
håndværkere i stort an tal hertil både fra indland og udland.
I en tid, hvor man endnu ikke havde noget brandforsikrings
selskab, opstod der ved en b rand a f disse dimensioner nogle næsten
uløselige økonomiske problemer. Da der i de fleste huse var frem
med pan t, var ejerne a f de nedbrændte huse i den vanskelige situa
tion, at de på en gang skulle svare ydelser a f det nedbrændte hus
og samtidig fremskaffe kapital til bygning a f et nyt. Hvis ens hus og
alt bohave var brændt, ejede man bogstaveligt talt intet. Selv om
man havde været så forudseende at anbringe sine penge i huse i
forskellige kvarterer, kunne man ved en brand a f dette omfang
risikere, at alt alligevel brændte. For at få ordnet prioriteringen og
låntagningen nedsattes en kommission, der skulle tage sig a f disse
påtrængende problemer. Ved tilskud og lån samt ved at pålægge
pan thaverne at nedskrive eller helt eftergive gælden, fik man ordnet
!5