23 / 209
12-15 personer. Mens det tidligere havde været næsten umuligt
for en håndværkssvend at gifte sig, blev dette nu mere og mere
almindeligt. Dermed rykkede han ud a f mesterens husstand og
dannede sin egen.
Efter b randen i 1728 skete der en stor tilvandring a f håndvæ r
kere, hvo raf en del slog sig ned i byen efter genopbygningen. De
vandrende håndværkere kom i overvejende grad fra Tyskland, og
håndværket var derfor stærkt præget a f tysk indflydelse. Heri var
der dog in tet nyt, idet danske svendes vand ringer fra gammel tid
havde været medvirkende til at håndværkersproget og laugs-
skikkene var tyske.
„
- '
Den næststørste gruppe var mandskabet ved hær og flåde, vel en
fjerdedel a f indbyggerne, mens embedsstanden og handelsfolkene
tilsammen udgjorde knap t en fjerdedel. Trods laugenes modstand
var der opstået en del industri, der i form a f m anu fak tu rer be
skæftigede en hel del fabriksarbejdere. Med familier anslås disse
omkring 1740 at have udgjort ca. 4.000 personer, men det var kun
hvad an tallet a f tiggere og løsgængere også løb op til.
Skønt tiggeri var forbudt, oversvømmedes byen a f tiggere, løs
gængere og krøblinge. Fattigkommissionen søgte at holde alle
fremmede, som kunne formodes at ville tigge, ude fra byen, og ind
fangede så mange a f resten, man kunne overkomme. Løsgængere
og utugtige kvinder blev anb rag t i henholdsvis Rasp- og Spinde
huset, vanartede børn ligeledes i Rasphuset, mens forældreløse og
fattige børn kom i Børnehuset. Invalider og vansirede personer
fremviste deres defekter for at vække medlidenhed, så man m åtte
forbyde »Folk, som vare ilde tilredte i Ansigtet eller paa K roppen
med Flod, Kræft eller anden udvortes Skade« at vise sig offentligt
»til Rædsel og Vederstyggelighed for Andre, navnlig svage
Kvinder«.
Fattiglovene indeholdt bestemmelser om fattiges og syges und e r
hold, men mulighederne for at hjælpe var på g rund a f pengemangel
18
meget ringe. De mange veldædige stiftelser, som hvilede på p rivat
velgørenhed, var a f stor betydning.
Københavns befolkningstal kunne kun opretholdes eller bringes
til at stige ved tilvandring. U den den stærke tilstrømning, der til
stadighed skete fra andre købstæder, fra landd istrik ter eller fra
ud landet, ville befolkningstallet være faldet, idet an talle t a f døde
i lange perioder oversteg an talle t a f fødte. Den høje dødelighed
ram te især børnene, hvo raf op mod halvdelen døde inden de var
fyldt fem år. De vigtigste dødsårsager var indre blødninger,
kopper, brystsyge og tandsygdomme.
Der var rige muligheder for alle former for kvaksalvere. O p e ra
tører, broksnidere, tandtrækkere, stærstikkere og badere rekla
merede med ud- og indvendige kure og kaprede kunder på gader
og stræder. De få veluddannede læger, byen kunne præstere, lå i
stadig strid med barbererne , som hævdede, at de alene havde
eneret til udøvelse a f det kirurgiske håndværk.
Enhver m and eller kvinde, der giftede sig, m å tte regne med at
blive enkemand eller enke flere gange i sit liv. M ange kvinder døde
a f sygdomme i forbindelse med fødsler, og n å r mændene for at
kunne føre hjemmet videre a tte r giftede sig ret hu rtig t efter
hustruens død, var den nye kone ofte betydeligt yngre end manden.
På grund a f den store aldersforskel blev hun så enke i en forholdsvis
ung alder, og giftede sig måske igen med en mand, der var yngre
end hende selv. Både inden for embedsstanden og b land t præsterne
var det alm indeligt, at en yngre m and overtog sin forgængers enke
og øvrige familie sammen med embedet, men også b land t h ån d
værkerne førte mestersvenden ofte firmaet videre ved at gifte sig
med mesters enke.
Det er klart, at synet på liv og død var stærkt præget a f den store
dødelighed, og at mange mennesker søgte trøst og lindring i en
inderlig gudstro.
Københavnernes sprog var dansk, men det var stærkt påvirket a f