24 / 209
flere and re sprog. Franske huguenotter, hollandske handels- og
søfolk, engelske industrimænd, norske og tyske embedsmænd og
håndværkere samt folk fra det gamle danske land øst for Øresund
bevirkede, at sproget i København ofte var et kaudervælsk. Ikke
blot var håndværkersproget og mange a f dets fagudtryk tyske, men
da mange a f hof- og embedsmændene var indvand re t fra Tyskland,
var sproget ved hoffet fortrinsvis tysk. Christian den
6
. kunne
dansk, men talte helst tysk, hvorimod Frederik den 5. mest talte
dansk og lod sine børn opdrage på dansk, til borgerskabets al
mindelige tilfredshed.
Trods den stærke tyske indflydelse var der dog ikke tale om en
bevidst undertrykkelse a f dansk. J . L. Holstein, der selv var ind
vand rer i andet led, fik således gennemført, at Videnskabernes
Selskabs skrifter blev trykt på dansk, Thu rahs topografiske og
arkitekturhistoriske værker blev trykt med sideløbende dansk,
fransk og tysk tekst, og i de skoler, som Frederik den 4. havde op
rettet på ryttergodserne, foregik undervisningen ligeledes på dansk.
Holberg bekæmpede snobberiet for fremmede sprog, men var dog
alligevel så praktisk, at han afviste nyopfundne danske ord, hvor et
fremmedord havde vundet indpas og bedre dækkede det, man ville
udtrykke.
M an h a r ingen oplysninger om, hvor mange indvandrere, der
var i byen og heller ikke om befolkningens sammensætning, men i
1750’erne var omkring en fjerdedel a f de borgere, der fik borger
skab, udlændinge. Der var en del utilfredshed med at man foretrak
udlændinge til de højeste poster i statsstyrelsen. Holdningen er
forståelig, hvis man prøver at sammenligne med senere tider. Det
ville svare til, at man i vore dage indkaldte folk fra Mecklenborg
eller and re tyske om råder og gjorde dem til statsministre, finans
m inistre eller øverste leder a f hæren.
Det daglige liv i København prægedes i høj grad a f standsfor
skelle, selv om Holberg syntes, at det var vanskeligt at se forskel på
folk »udi en Stad, hvor man seer Haandverks-Karle udi røde
Skarlagens Klæder, Skrædere, Skomagere og Bagere at age udi
Vogne og Carosser, og at boe udi Huuse, som man kunde tage for
Palatser, hvis Dørrene ikke vare tegnede med Saxe, Støvler og for
gyldte K ringler«. I 1746 udstedtes en ny rangforordning, som nøje
opdelte de forskellige grupper. H er kunne man se, at generaler til
hest og til fods hørte til
1
. klasse nr.
1 1
, konferentsråder til
2
. klasse
nr. 17 og kornetter til 9. klasse nr. 12.
Snobberi, rangsyge og forfængelighed var udb red te lidelser.
Pon topp idan giver tiden følgende skudsm ål: »Man holder for, at
de Danske a f N a tu ren er noget opblæste og tilbøjelige til Stolthed.
Denne Udyd fremgaar b land t andet a f den overmaade store
V an itet og Forfængelighed i Klæder, Ekvipage, T itle r og deslige.
Th i der er vel in tet Land i Verden, hvor den ene efterligner den
anden i ydre Frem træden som i Danmark . Den ringeste vil gjøre
det samme som den største, om han ogsaa som Frøerne i Fabelen
skulde briste deraf, hvorfor der i Byerne er en saadan Konfusion, at
man umulig kan kjende Folk fra hinanden paa Klæder, om de er af
den højeste, mellemste eller ringeste Stand«.
På Rach og Eegbergs billeder ser man også mest elegante herrer
med trekan tet hat, pud re t paryk, spraglede klæder og kårde eller
dam er i store kjoler a f kostbart silketøj, men samtidig viser
malerierne en lang række bygninger, som er skabt i den samme
periode. M id t i alt det svulstige og overdrevent chevalereske
arbejdede dygtige håndværkere og målbevidste arkitekter på at
skabe bygningsværker, som vi i dag nødigt ville miste. Virkede
københavnerne med deres rangsyge og snobberi noget provinsielle,
så havde vi dog Holberg til at spidde dem, og i sit palæ i Stormgade
sad Holstein og læste Francis Bacon, mens Tho tt studerede mellem
sine mange bøger i biblioteket på Kongens Nytorv.
19