![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0022.jpg)
Ildebrandshuset er som hustype opstået i København i 1600-
årene og er således kendt længe før det i 1730’rne blev den mest
anvendte husform. Ildebrandshuset er i sig selv et sluttet hele, men
alligevel ønskede de fleste ejere at udny tte grundenes bageste del
til opførelse a f side- og baghuse.
Da reguleringen a f grundene ikke førte til større resultater, var
mange a f grundene fortsat små, og det kneb at få presset forhus,
side- og baghus ind mellem h inanden. M ange steder var der ikke
levnet mange kvad ratalen til gårdsplads. Det var dog ikke alle
steder, bebyggelsen var så tæt. Der fandtes overraskende nok ejen
domme, hvor der bag de høje forhuse var en have med store træer
og et lysthus til fornøjelse for ejeren og hans familie. Bag de store
palæer kunne disse haver være hele parkanlæg med sjældne træer og
springvand.
Endnu omkring 1750 havde husene ikke numre. De indførtes
først i 1771, og før den tid var det overladt til den enkelte husejer at
markere sit hus på mere eller m indre iøjnefaldende måde med skilt
eller bomærke, så det adskilte sig fra nabohusene. Det kunne være
besværligt at finde frem til den rette adresse, hvis man ikke var
stedkendt. M an m å tte undervejs spørge sig for og ellers tage
kending a f husenes farve og de udhængte skilte. Hans Blasen boede
i »Pæretræet«, »Sorte Hest« lå på Vandkunsten, »Kronen« i
Rosengården og »Den grønne Krans« i Stormgade. Tidens
annoncer viser, hvordan købmanden omstændeligt m åtte forklare
kunderne, hvor hans forretning lå, som f. eks. J . G. Arff »boende i
S tormgaden det 4de Huus fra H iørnet, hvor forsølvede V indruer
sees over Døren, og den første Gade-Lygte staaer, lige overfor
Bagerens ...«.
Håndværkerne brugte deres laugssymboler for at vise, hvilket
erhverv man udøvede i huset. Skomagerstøvlen, handskemager
skiltet, kleinsmedens nøgle, bagerens kronede kringle og barberens
bækken kan man finde endnu i vor dage.
Der var et svælg mellem den slebne hofmand og den fattige stodder.
Og dog kunne man møde dem begge på Københavns gader. Den
ene ganske vist i karet eller bærestol, den anden i sine p jalter
tiggende sig frem for at opretholde livet. Mellem disse yderpunk ter
på samfundsstigen var der mange mellem trin, præster, embeds-
mænd, militærpersoner, købmænd, håndværkere og tjeneste- og
arbejdsfolk.
Selv om de forskellige g rupper fortrinsvis boede i bestemte
kvarterer, havde overklassen dog de and re grupper tæt inde på
livet. I bag- og sidehuse til deres store gårde og palæer boede
tjenerskab, medhjælpere og alle de forskellige folk, man måtte
have, nå r man hørte til rangklasserne. Oplysninger fra tiden om
kring b randen i 1728 viser, at f. eks. statsminister U. A. Holstein
foruden diverse kammertjenere og -piger havde tolv lakajer, tre
køkkensvende, tre kuske, to forridere, to portører (til bærestolen),
en postknægt, en skrædder og seks piger, ialt 40 personer. Hertil
kom så familien, som bestod a f otte. I palæet på Kongens Nytorv
boede således ialt ca. 60 personer.
Hos grev Danneskiold-Laurvig i palæet i Bredgade var der fem
kammerjomfruer, ni piger og en morinde (negerpige), mens resten
a f tjenerskabet i opregningen »slaaes i en Massa« og uden nærmere
specifikation opgøres til 36 personer. Dette er naturligvis særtil
fælde fra samfundets top, men mange havde en 3-4 tjenestefolk, og
selv b land t håndværksmestre var der ikke mange, som ikke i hvert
fald havde en tjenestepige.
Håndværkerne udgjorde over en trediedel a f byens befolkning.
Håndværkssvende og -drenge boede hos den mester, de arbejdede
for, og mange mestre havde 5-6 svende og et p a r læredrenge
boende på loftet, eller hvor de ellers kunne finde plads til dem.
Med familien og tjenestepiger kunne husstanden let komme op på
Københavnerne