21 / 209
denne vigtige side a f finansieringen. I 1731 oprettedes K jøben
havns Brandforsikring, der ved at yde lån til borgere, der ønskede
at bygge, i høj grad bidrog til at fremme genopbygningen.
For husenes konstruktion og øvrige byggemåde opstilledes faste
regler. Alle huse, der lå ud mod gaderne, skulle bygges a f g rund
mur, mens baghuse m åtte bygges a f bindingsværk. M an lagde
faktisk større vægt på, at husenes facader dannede en smuk gade
væg, end man tog hensyn til brandfaren . Allerede inden m an næsten
var kommet i gang med at bygge, m åtte man dog ændre reglerne
og tillade at også gadehusene blev bygget a f bindingsværk. Det
hjalp ikke, at kongen, der ønskede alle huse bygget a f g rundm u r,
lod overlandbygmester J . C. K rieger udsende en bog, hvori det
hævdedes, at der ikke var nogen synderlig prisforskel mellem
bindingsværk og grundm u r. Kendsgerningen var, at grundm u rs
byggeri var
10
-
20
% dyrere, og at der kun blev bygget lidt, før
man i 1731 gik bort fra kravet om grundmu r. På en anden måde
hk Kriegers bog dog betydning, idet de typetegninger over tre
borgerhuse, den indeholdt, blev b rug t som forlæg for en del a f
husene. Efter at man havde tillad t brugen a f bindingsværk, kom
der fart i byggeriet, og i løbet a f 6-7 år var byen så godt som gen
opbygget. En forbavsende økonomisk og arbejdsmæssig kraft
præstation, som foregik samtidig med kongens og dronningens
kostbare slotsbyggeri. I 1737 genindførte man kravet om g rund
mur, men da var størstedelen a f husene genopbygget, og bindings
værkshusene stod da allerede gade op og gade ned.
De nye huse varierede i størrelse, placering og udseende, men
de tilhørte alle den samme hustype, ildebrandshuset, der hk sit
navn, fordi det blev det fremherskende i bebyggelsen efter branden .
Ildebrandshusene var langhuse, der vendte den glatte facade ud
mod gaden, og hvis gavle var bygget op til h inanden , så de dannede
en lang, ub rud t gadevæg. De heste a f husene var 4—5 fag brede,
2-3 etager høje og udstyret med en kvist, der som regel spændte over
l
6
2-3 fag. U nd e r mange a f husene var der også kælder. Tavlene
mellem bindingsværkets tømmer var udm u re t med mursten, de
såkaldte Flensborgsten, som var b rag t hertil fra H ertugdømm erne,
og murene var malet i stærke farver. V induerne havde ramm er, der
var opdelt i m indre felter a f træsprosser, da vinduesglas i større
formater var dyrere. Mod gaden var ruderne a f hv idt glas, mens
man ind mod gården brug te billigere, urene glassorter. For kælder
vinduerne var der som regel udvendige træskodder, mens man i
stueetagen til gaden havde indvendige skodder. T age t var tækket
med røde tagsten, og en tagrende anb rag t liggende øverst på m u r
kan ten opsamlede regnvandet og sendte det ned gennem nedløbs
rør, der var lavet a f træ. Ofte rak te tag renden kun over en del a f
taget, og mange steder manglede den helt, så vandet plaskede frit
ned på gaden.
Indgangen til huset var gennem en dør til gaden. H erfra kom
man ind i en forstuegang, der førte helt gennem huset ud til gårds
pladsen. M ange a f husene havde en indvendig trappe op til de
øvre etager, men endnu fandtes på en del huse på gårdsiden en ud
vendig trappe og svalegang, hvorfra der var indgang til etagerne.
I hver etage var der mod gaden en stue og mod gården et køkken
og et sengekammer. F ra forstuegangen var der indgang til stuen og
til køkkenet. I køkkenet var den åbne skorsten med sin ildbænk
opmuret, og ved vinduesvæggen var anb rag t en vask, hvorfra der
ud gennem muren var afløb til et udvendigt nedløbsrør. V andet
kunne således løbe ned a f sig selv —n å r rørene vel at mærke ikke var
frosset til om vinteren —men man m å tte bære vandet op fra brønden
eller pumpen i gården. Opvarm n ingen skete ved en bilæggerovn
a fje rn . Indfyringen foregik fra køkkenskorstenen. Andre faciliteter
indeholdt ildebrandshuset ikke. To iletter var ind rettet, hvor man
bedst kunne få plads til det, under trappen , i forstuegangen eller i
gården, i form a f et lokum, hvis spand eller grube m åtte tømmes
jævnligt.