132 / 289
1 30
OTTO ZAHLE
Det var kun en kortere Tid og i en ung Alder, at daværende cand. mag.,
senere Undervisningsinspektør Dr. phil.
H
e n r i k
B
e r t e l s e n
gav Timer
i Dansk i de højere Klasser. Da Dr. Bertelsen søgte Ansættelse i Stats
skolen, blev der fra Skolen afgivet følgende Udtalelse, underskrevet af
Frøken Skram som Overbestyrerinde og af Frøken Zahle: »Cand. mag.
H. Bertelsen har siden 1898 været Lærer i Dansk i N. Zahles Skole, sær
lig i de højere studerende Klasser. Ved Siden a f den store Kundskabs
fylde, han utvivlsomt raader over, er han i Besiddelse af et klart, beher
sket og paa samme Tid livligt Foredrag, af stor pædagogisk Takt i Valget
og Behandlingen af Stoffet og af en overordentlig Omhu og Samvittig
hedsfuldhed m. H. t. den enkelte Times og den enkelte Opgaves Krav.
Det er os derfor en Glæde paa det varmeste at anbefale ham til den Stil
ling, han nu søger.« Med Henblik paa Dr. Bertelsens senere Arbejde for
Gymnasieskolen forekommer denne Udtalelse fra for 25 Aar siden næsten
profetisk, et Pletskud, som jeg ikke vil udviske ved nogen Kommentar.
I et anseligt Spand af Aar havde de unge Piger i de højere Klasser den
Lykke at have den Mand til deres Lærer i Modersmaalet, der i det hele
har gydt nyt Liv i Dansk-Undervisningen herhjemme i den sidste Men
neskealder, daværende cand. mag. senere Professor Dr. phil.
V
i l h
. A
n
d e r s e n
.
De Renter, et aandeligt Arbejde skænker sine Elever, er det som
bekendt ikke let at beregne, men nu da Professor Andersen har en bind
stærk Produktion og en mangeaarig Lærervirksomhed paa Universitetet
bag sig, kan man uden Vanskelighed tænke sig, hvad han som ung Lærer
har betydet for sine Elever. Først dette, han har betydet for alle Dyrkere
af dansk Litteratur derved, at han ikke blot ved et videnskabeligt Stu
dium af, men navnlig ved en aandsbeslægtet Indleven i vor klassiske
Litteratur atter fik dens Kilder til at springe og strømme over i vore Sind.
Thi Vilh. Andersen nøjedes ikke med en æstetisk Vurdering af Værkerne,
heller ikke bedømte han dem blot ud fra deres almene Tankeindhold —
dette maaske endda mindre —, men han søgte at gøre Litteraturen le
vende for sine Elever ved at lade dem forstaa, hvorledes Værkerne bun
dede paa een Gang i Digternes Personlighed, deres nationale Forudsæt
ninger og deres almenmenneskelige Livsfølelse. Forstod Eleverne dette,
da lærte de ogsaa at forstaa sig selv som Danske, at være sig selv, hvilket
ikke blot forstaas med Hjernen, men skal efterføles med Hjertet. Det var
dette, Vilh. Andersen stræbte efter i sin Undervisning, at de unge, naar
de »havde været Litteraturen igennem«, skulde føle og forstaa, at det at