128 / 289
I
26
OTTO ZAHLE
len. »De sidste Skoleaar,« skriver en Student fra 1893, »staar tydeligt i
min Erindring som nogle af de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg huskei
saaledes, hvorledes jeg, naar Ferien var forbi, følte det som en intens
Glæde at komme tilbage til Skolen og Arbejdet igen . . . jeg tror, jeg kan
sige, at der, navnlig i V og V I Klasse, slet ikke øvedes nogen Kritik over
for Lærerne, hvad ellers næppe er det almindelige blandt Skoleelever,
der var intet at kritisere, vi bøjede os for deres Dygtighed, og Forholdet
mellem Lærere og Elever var i høj Grad harmonisk og forstaaende.«
I den Tid har der da ogsaa været en sjældent sluttet og ihærdig Kreds
af hver for sig fagligt fremtrædende Lærere og glødende Undervisere.
Særlig Stolthed har Frøken Zahle følt, da Madvigs Efterfølger paa Un i
versitetets filologiske Lærestol, Professor Dr. phil. M.
C
l
. G
e r t z
i
Efter-
aaret 1892 vikarierede for Dr. Drachmann i Græsk og med sine Elever
læste Apologien. At Professor Gertz selv var glad ved denne kortere
Lærergerning paa Skolen, gav han et smukt Bevis paa ved at skænke den
Oversættelse, han just da udarbejdede af Sokrates Forsvarstale, »Til
mine Elever i N. Zahles Skole«; den offentliggjordes i Spidsen af Aars-
programmet 1893.
Endnu i de Aar virkede Tidens kendteste og betydeligste Fransklærer,
E
u c h a i r e
B
a r u é l
(fra 1877) ved Skolen; hans ualmindelig tempera
mentsfulde og paa omfattende Viden grundede Undervisning aftvang
alle den største Respekt.
Som en særlig nidkær Lærerpersonlighed bør mag. scient.
V
i g g o
T
r i e r
(Lærer fra 1887 til sin Død
i p 1 ^ )
nævnes. Efter at en Elev ganske
træffende har omtalt Kontorchef Jessens »elegante, men lidt overfladiske
Undervisning, der støttedes af en Regn af fikse Opgaver, og som fik mig
til at opfatte Matematikken som en Dans paa Roser,« føjer hun til: »Lidt
tornestrøet blev Vejen først, da jeg kom under Magister Triers Vejled
ning og blev afkrævet Regnskab for Grundprincipperne i alle Enkelt
hederne . . . og jeg reves snart med af hans altopslugende Interesse for
Eleverne og Faget . . .« En anden Elev skriver: »Han nærede en glødende
Interesse for sit Fag, og jeg husker saa tydeligt, med hvilken Begejstring
han næsten udraabte: »men det var jo netop det, vi skulde bevise,« naar
han efter en længere Udvikling var naaet til dette Punkt. Og hvad der
altid rørte mig hos ham var det, at han aldrig kunde tænke sig, at en
Elev kunde have skrevet noget meningsløst i en Opgave; han søgte altid
at finde, hvad hun havde tænkt, for noget maatte det være.« Dette sidste