1 2 2
OTTO ZAHLE
Kontorchef eller som han altid benævnedes Kaptajn T. C. V.
J
e s s e n
var Hovedlæreren i Matematik og Regning i Præliminærklasserne. Disse
Fag krævede et stort Timetal, saa Kaptajn Jessens Undervisning alene
derved fik Betydning; men den var i det hele ikke almindelig. Kaptajn
Jessen var en yderst livfuld og ivrig Lærer, som benyttede alle Midler
for hos sine Elever at vække Forstaaelsen. Ikke egentlig for Videnskaben
som die hohe, himmlische Gottinn, men for Mekanismen. Eleverne
anede i mindre Grad Matematikkens Aand, til Gengæld blev de ustand
seligt holdt i Aande ved at tvinges til at lære deres Sætninger, bevise
dem i utallige Opgaver og, særlig for Regnings Vedkommende, se deres
Anvendelse i det praktiske Liv. Der var noget vist verdensmandsmæssigt
over Kaptajn Jessens Fremtræden, høfligt og ridderligt som hos en Ka
valer af den ældre Skole; men kneb det for meget med Forstaaelsen, var
Luften for tung af Uvidenhed, kunde han med en brøsig Elskværdighed
rense ud med nogle Tordenraab for at vække de slumrende Begreber.
Snart efter vittig, underholdende, saa skræmmende med Eksamen, hvis
nære eller fjerne Billeder jævnlig tonede frem, altid støttende sine Elever
og aldrig efterladende Ligegyldighed, en original Personlighed, der ab
solut satte Kulør paa Afdelingens Liv.
Blandt dem, der viede deres Liv til N. Zahles Skole, maa i første
Række nævnes Frøken
J
u l i e
P
u l l i c h
(fra 1877— 1913). Frøken Pullich
der havde Institutbestyrerindeeksamen, havde som Hovedfag Tysk; om
dette Fag koncentrerede hun sig og besad deri lige saa omfattende som
grundige Kundskaber. Gang paa Gang har Frøken Pullichs Elever ud
talt, hvor imponerede de var over hendes Kendskab til tysk Litteratur,
a f hvilken hun kunde store Partier udenad, og af hendes alsidige gram
matiske Viden. Med denne faglige Overlegenhed var parret en sjælden
Evne til at faa Eleverne til at arbejde og lære deres Stof; hun kørte dem
stramt, som man siger, saa de vist i Ordets egentlige Forstand følte sig
grebet a f hendes jernfaste Undervisning, der gennemførtes i en klar,
nøgtern, omsvøbsfri Fremstilling. Frøken Pullich var næppe nogen egent
lig frodig Natur, men derfor ikke tør, der var noget djærvt og friskt over
hendes Væsen, der skar igennem den eventuelle Appel til Følsomhed og
Medlidenhed; Krokodilletaarerne har næppe narret hende, hun lod sig
i det hele ikke føre bag Lyset af »Sødheden«. Man hører hende ved et
Lærermøde sige om en ung Pige: »hun er forfærdelig sød og — magesløs
udygtig,« hendes Træk kunde ved en saadan Bemærkning som ofte