201 / 289
BØRN OG SALMER
199
Klokker mod Sky«, klinger Morgensangen fyldigt, og de smaa lærer den
forbavsende hurtigt. De store, som er naaet til Grundtvigs Pinsesalmer,
er mest glade for »I al sin Glans nu straaler Solen«, og »Du, som gaar ud
fra den levende Gud«, der netop har den lyse, danske Pinsetone.
Men saa gribes Børn ogsaa af
det højtidelige.
Det er nu mest større Børn.
Paa de smaa kan det somme Tider virke for overvældende. Jeg mindes
en lille Pige i
1
. Klasse, der blev saa betaget af det højtidelige ved Mor
gensangen, at hun med Taarer i Øjnene udbrød: »At noget kan begynde
saa sørgeligt!« Men mange Gange maa man undres over, hvilke tunge
og højtidelige Salmer Børn foretrækker. Friederike Brun fortæller i »Wahr-
heit aus Morgentråume« om, hvordan hun i Maaneskin gik paa Petri
Kirkegaard og i Gravkapellet og blev saa grebet af Stemningen, at hun
»af fulde Bryst og Hjerte lod Gravhvælvingerne genlyde af Klopstocks
herlige Opstandelseshymne med Grauns sjælsopløftende Melodi: »Aufer-
stehen, ja auferstehen wirst du«!« Selv om hun tilhører en svunden Tid
og var langt mere romantisk end de fleste, kan man finde en lignende
Given sig hen i det højtidelige hos vor Tids Børn. Ofte er Begravelses
salmer som »Tænk, naar engang den Taage er forsvunden«, eller »Lyk
salig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred«, deres Yndlingssalmer. Meget
tit beder de om at maatte synge »Den store, hvide Flok.« Det storladne
Allehelgensbillede stemmer Sindet til Højtid. Disse Salmer vækker ogsaa
Minder om Begravelser, de har overværet, og de fleste Børn vil gerne i
deres Tanke vende tilbage til saadanne gribende, højtidelige Stunder. —
Men man skal være forsigtig med det, der er uhyggeligt, og som i stærke
Ord udmaler Forkrænkeligheden. De to sidste Vers i »Frelseren er mig
en Hyrde god«, er det bedst at undgaa. Det virker for stærkt med »Ormes
Land« og »Forraadnelsens Hjem«. En lille Pige havde i sin Salmebog fun
det og læst Dorthea Engelbretsdatters Aftensang »Dagen viger og gaar
bort« og var blevet saa rystet over det
7
. Vers:
Fire Fjæle er den Pragt,
hvori da jeg bliver lagt,
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer,
at hun i sin Harme resolut rev Bladet ud!
Det hører ellers til Sjældenhederne, at Børn selv finder nye Salmer
frem; i Reglen holder de sig til dem, de kender, og vil helst synge dem