198 / 289
BØRN OG SALMER
Af
BE T T Y PAU LL I
H e r synge vi Smaabørn i jublende F lo k
—
E n gle synge med
—
og tanke, Gud Fader han hører os nok,
ja , priset være Gud i det høje!
N. Z.
B
ørn og Lovsang hører sammen, og vi forstaar saa godt, at Jesus
Palmesøndag glædede sig over Børnene, som oppe i Helligdommen
sang: »Hosianna, Davids Søn«. Der kan være noget saa rent og klart og
lykkeligt over Børns Salmesang. Vi kender det fra Morgensang. Det er
da i hvert Fald for mig det bedste Øjeblik Dagen igennem, naar jeg
staar og ser ud over den syngende Flok med de smaa forrest, de smaa,
der i Skoleaarets Løb bliver mere og mere ivrige, efterhaanden som de
lærer at synge med. Særlig Festglæde er der, naar vi synger »Den signede
Dag«. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er blevet Tradition i vor
Skole, at det sidste Vers skal synges med en egen Kraft og Varme. Er
det Billedet af hele den store Skare, som rejser til Fædrelandet, der griber
Børnene? Eller er det den gyldne Borg, hvor Vennerne mødes? Men
hvad det end er, de ser, saa løftes de op over det almindelige, det hver
dagsagtige, og føler halvt ubevidst, at Himmeriget hører dem til.
Ja , maaske netop ubevidst, for Børn synger som Fuglene ud af en natur
lig Trang, fordi de ikke kan lade være. Og de skal have Lov til at synge
som Fuglene, ubevidst og med Glæde. Selv om der er noget, de slet ikke
forstaar, og andet, de helt misforstaar, skal vi ikke bekymre os eller for
færdes, men blot sige: »De prise vor Herre, saa godt de formaa.« Peder
Palladius taler ogsaa i sin Visitatsbog saa meget om det, at Børn synger
som Fuglene, og at de skal begynde tidlig.
Her i Danmark er det let, for vor Salmebog er rig paa barnlige Salmer.
Selv Grundtvig, der lodder de store Dybder, og som giver Tanken nok
at arbejde med, kan skrive Strofer saa enfoldige og lige til, at ethvert
Barn kan være med og se det hele for sig — »Der kun sad en fattig Kone,