203 / 289
BØRN OG SALMER
201
Moder, som vilde gennemgaa et Digt med sin lille Dreng, men inden
hun fik begyndt, skyndte han sig at sige: »Jeg forstaar det saa godt, naar
du blot ikke forklarer det.« Han vilde ikke have noget forstyrret, han vilde
selv suge den Honning deraf, som han kunde faa fat i. Endnu stærkere
kommer dette frem i Albert Schweitzers Barndomserindringer, hvor han
erklærer, at han i hele sin Skoletid ikke kunde udstaa de Timer, hvor
Digte blev taget igennem. De kom ham ikke nær, ved at de blev for
klaret; tværtimod blev den Stemning, som Digteren havde sat ham i,
forstyrret.
Alt dette lærer os, at vi skal være forsigtige og fintmærkende; ofte skal
der kun siges meget lidt, det er Digterens Ord, som skal frem, vore skal
blegne, saa snart de har gjort deres Tjeneste. Det forstod Frøken Zahle.
Naar hun gennemgik en Salme, var det hende magtpaaliggende at faa
Hovedtanken frem og ikke pille de enkelte Vers fra hinanden. Hun talte
til Børnene som den voksne, erfarne, der alligevel kunde se med deres
Øjne. Det var enfoldigt i bedste Forstand, og hun var selv saa fuldt og
helt med i det, hun talte om, at hun aldrig kom til at gaa for langt ned
til Børnene, noget, som de er meget sensible overfor. Da hun var gammel,
kunde det snarere ske, at hun et Øjeblik glemte, hvor unge hendes Til
hørere var, som f. Eks. naar huri gennemgik »At sige Verden ret Farvel.«
Men hvad gjorde det, at der var noget, som gik over Hovedet paa de
fleste, naar blot en enkelt fik et uudsletteligt Indtryk af, hvordan et fromt
gammelt Menneske ser paa Døden og bereder sig til at møde den! —
Et Aar brugte hun »Den store Mester« som Indledning, da hun begyndte
Bibelhistorieundervisningen i en Klasse; den blev som Ledemotivet, og
hun vendte stadig tilbage til den, for hun havde en urokkelig Tro paa
Gentagelsens Magt. Naar det centrale i en Salme var klaret, blev den
atter læst, enten af hende selv eller ogsaa af Børnene. Tit stod en lille
Pige oppe ved Siden af hende og fik Lov til at læse hele Salmen, men det
skulde være langsomt og saa smukt, som det paa nogen Maade var muligt.
Ved denne grundige Gennemlæsning sænkede Salmen sig i Børnenes Sind,
og snart kunde de flinke den udenad, men egentlig vidste de ikke, hvor
dan det var gaaet til! Frøken Zahle forlangte aldrig, at Børn
skulde
lære
Salmer udenad. Salmer er til Glæde, og ingen maa sidde hjemme og
græde over dem, hævdede hun. Men hendes Elever fik alligevel lært
Salmerne, selv de svage kom med.
Frøken Zahle fortæller fra sin allerførste Tid som Lærerinde, at de