Previous Page  199 / 289 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 199 / 289 Next Page
Page Background

BØRN OG SALMER

197

vugged’ Barnet i sit Skød«. »Saa vaagne de mildt i Morgengry og tælle

mer ej Timer«. »Synger og danser og klapper i eders Smaahænder«. »Mens

som Barn paa Landet jeg var hjemme, Julemorgen var mit Himmerig«,

o. s. v.

Men allermest er Ingemann Børnenes Salmedigter. Hans Sange er

som en Billedbog, hvor de smaa ser Gud Fader i Himmelen, omgivet af

sine Engle, som ogsaa faar Lov at flyve ned til Jorden med Paradisgrønt.

Og Børnene ser det danske Landskab, som de kender saa godt, med

Kirken, der ligger i Morgensol, mens Svalerne flyver kvidrende om Taar-

net. De ser den stille Indsø, blank og rolig under de tindrende Stjerner.

Og Ingemann viser dem alt det smaa i Naturen, som de særlig har

Interesse for, »Sneglen med Hus paa Ryg«, »det mindste Blad i største

Skov«. Han lærer dem dog tillige at undres over Naturens Storhed —

»Gud, i din Haand alt stort er smaat«. »I Templets Krog Guds grønne

Jord er skjult som et Blad fra Skoven.« Men Gud er med i det alt sammen,

han elsker selv det mindste Kryb, han glemmer ingen, og »Menneskenes

Børn har han allermest kær.« Det giver Tryghed. Ja , er der noget, Børn

trænger til, saa er det at føle sig sikre og trygge, for der er saa meget at

være bange for. Mørket har saa stor en Magt, men »gennem Himmel­

sløret ud der skinner Øjne fuldklare: mildt ser den kære, store Gud herned

med sin Stjerneskare.« Og naar der er noget, som er svært at komme

igennem, saa ved vi, at »alting føjes, som Gud vil, her er trygt at dvæle.«

Ingemanns store Forstaaelse af Børn har vel sit Udspring deri, at han

selv saa godt kunde huske, hvordan det var at være lille. Han skriver

derom i Levnedsbogen: »Saa langt tilbage, han er sig bevidst, kan han

ikke erindre noget Tidspunkt, hvor han ikke har følt og troet sig i lige

saa sikker Forbindelse med den usynlige Fader og Skaber som med de

synlige Forældre.« Med fuld Tillid og Fortrolighed gik han til »den store

Vorherre, som raadede for alting, og som aldrig kunde d ø .----------Til

ham betroede han sig hver Aften, naar han laa i sin Kurveseng og havde

fortæret det Æble, han gerne fik med til Erstatning for de ældres Aften­

underholdning.« Han ved, hvilken Betydning det har for et Barn at føle

sig tryg.

De Ingemannske Salmer kan Børn ofte forstaa i deres Helhed, men

der er mange andre, som de holder meget af, skønt de ligger over deres

Horisont. Der er blot et enkelt Billede, som fanger dem og sætter Fan­

tasien i Bevægelse, og saa bliver de i Tanken ved det, ogsaa imens de