202 / 289
200
BETTY PAULLI
til Morgensang, og de helt smaa leder altid i Salmebogen efter de faa
Salmer, som de har lært.
Hvor meget forstaar Børn egentlig af Salmerne? Det er et Spørgsmaal,
som ofte rejses, og voksne kan fortælle mærkelige Eksempler paa, hvor
ringe eller hvor forvirret deres Forstaaelse har været, da de var Børn.
Maaske det gaar bedre i vore Dage end tidligere; vor Tids Lærere er
besjælede af Iver efter at forklare, og Børn er frejdige til at spørge. Men
jeg tror ikke, man kan generalisere, ikke engang hvis man inddeler i
Aldersklasser. Man kan kun gøre sine Iagttagelser og undres over, hvor
forskellig Børns Tankegang er, hvor lidt nogle opfatter, og hvilken Trang
andre har efter at komme til Bunds i Tingene. Ofte glemmer vi store,
hvor konkret Børn tænker. En lille Dreng, der havde sunget »Hvert et
Lys i Livets Nat«, som han holdt særlig meget af, udbrød: »Hvad er
»hver en Glæde i vort Hjerte«? Er det, naar Fætrene kommer paa Besøg
ude hos os?« Skulde han synge om Glæden i Hjertet, maatte han have
noget virkeligt for Øje, noget af det, han var lykkeligst over. — En lille
1 1
-Aars Pige viste en Dag, hvor alvorligt hun tænkte over, hvad der
staar i Salmerne. »Hvorfor siger vi i Salmerne saa tit det modsatte til
Gud?« spurgte hun mig. Jeg forstod ikke, hvad hun mente. »Jo, somme
Tider beder vi Gud om at være nær hos os. Det gør vi i »Lover Herren«.
Men somme Tider beder vi Gud om at gaa bort fra os.« Da jeg forbavset
spurgte, hvornaar vi gjorde det, svarede hun: »I den Salme, vi sang i
Mandags, »Jesu Navn —«. Der beder vi Gud: »Gaa herfra i Jesu Navn«.«
Hun blev meget beroliget, da jeg forklarede hende Sammenhængen
mellem de tre sidste Linier. — En Dag kom vi i den samme Klasse til at
tale om Takkesalmer, og Børnene nævnede forskellige som »Til Himlene
rækker din Miskundhed, Gud«, »Lover Herren«, »Gud ske Tak og Lov«
o. s. v. Saa anførte en af dem »Dejlig er Jorden«. »Nej«, sagde en af de
andre, »det er da ikke rigtigt.« »Jo,« svarede den første, »for vi synger
»prægtig er Guds Himmel«.« Hun følte den Tak, der laa bag ved Glæden
og Beundringen, skønt den ikke var direkte udtrykt.
Det er klart, at vi i Bibelhistorietimen skal behandle Salmerne, gaa
ind paa Børns Tankegang og besvare de Spørgsmaal, som de kommer
med. Men hvor meget skal vi forklare, uden at de selv opfordrer os
dertil? Mon vi ikke skal være varsomme og passe paa, at Støvet ikke
gaar af Sommerfuglevingerne? Der er ikke saa faa Børn, som bliver
trætte af de mange og lange Forklaringer. Ovre i Skotland var der en