216 / 289
DANSKTIMERNE
PAA N. ZAHLES SEMINARIUM
Af
G EORG CH R ISTEN SEN
T
akket være en gunstig Skæbne, repræsenteret af Frøken Steinthal,
har Danskundervisningen paa N. Zahles Seminarium altid for mig
betydet Litteraturundervisning. Jeg vikarierede ganske vist engang en
Maanedstid i
2
den Klasse i Grammatik og Analyse. Det var vist et meget
dygtigt Hold jeg dumpede ind til. De unge Damer opererede med de
mest raffinerte Distinktioner og var lige saa hjemme i alle Mikkelsens
Rubrikker som i deres egen Kommodeskuffe — ja maaske bedre. Jeg
fik ved den Lejlighed den nyttige Glose »JEfterhaandsmæssighedsbestem-
melse« genopfrisket, som jeg profecto havde glemt. Jeg beundrede Da
merne, som jeg altid har beundret Akrobatkunstnere. Men jeg var dog
glad, da Vikariatet var forbi. Lokalet, hvor jeg havde disse Timer, har
altid senere haft et Præg for mig af et middelalderligt skolastisk Audi
torium, hvor Aanden for saa vidt triumferede over Materien, som det
hele var bare Taskenspillerkunster med Ord.
Nej, Litteraturtimerne! — Blot jeg nævner Ordet, dukker Ansigter
frem fra A-Klassen ud mod Gaarden, eller B-Klassen ud mod det vogn
larmende Grønttorv. De fleste Navne er glemte, men hvor deres Inde
havere sad ved de lange Borde i de ganske godt-pakkede Rum, det
husker jeg endnu helt tilbage til de første Hold for
1 3— 1 4
Aar siden. I
Begyndelsen af Skoleaaret var det ikke andet end Navne, som jeg med
Møje søgte at lære i Løbet af de første Uger som knyttede til den bestemte
Plads i Klassen. Men snart blev Navnene eet med bestemte Ansigter, og
inden længe blev disse Ansigter Repræsentanter for forskellige Individua
liteter. Der var mange Slags, og lige lette at blive klog paa var dejo ikke
alle. Med Beskæmmelse maa man hellere tilstaa, at sikkert mange gaar
hele deres Seminarietid igennem lukket sammen om deres egen Verden,
mange som ikke har deres egentlige Væsen med i Arbejdet, men som