218 / 289
2
l 6
GEORG CHRISTENSEN
Og saa havde Indstuderingen en særlig Interesse for Dansklæreren,
fordi den gav ham Lejlighed til at beskæftige sig med en Text paa en
langt mere indtrængende Maade, end Timerne gav Tid til. Den egentlige
Ageren og Gøglen lagde jeg ikke saa megen Vægt paa, og den klæder jo
i Reglen ogsaa Dilettanter frygteligt. Men bore sig ind til en Repliks
menneskelige Indhold og ramme det præcise, helt dækkende Udtryk her
for, det var ikke bare en Opgave for Sceneinstruktøren, — det var noget,
som Litteraturlæreren egentlig saa som sin fornemste Opgave at lære
Eleverne, men noget han i Timerne kun i Ny og Næ fik Tid til.
Timerne var jo nemlig ikke blot et festligt og frugtbart Samvær med
modtagelige unge Sind. De var ikke blot bestemt af, hvad
jeg
kunde
give og
de
tage imod eller inspirere til i Kraft af deres Trang og Interesse.
Nødvendigvis maatte Timerne for en stor Del bestemmes af, at der var
en Examen ude i Horisonten, og at et hvilket som helst Udbytte af
Timerne vilde være uden praktisk Værdi, hvis det ikke gav sig Udtryk i
en Examenskarakter, der tog sig ud paa et Ansøgningsskema. Det stod
mig ærlig talt ikke rigtig klart, før en Elev paa mit første Examenshold
fik tg (eller maaske det var tg-f-) i Spørgsmaalet Oehlenschlågers Trage
dier. Ingen forlangte ganske vist, at hun skulde have læst mere end
»Hakon Jarl«, men hun skulde dog kende Navnene paa en halv Snes an
dre og kunne »sige lidt om dem«, deres Emner, Form, Betydning o. s. v.
Jeg indsaa, at »det levende Ord«, som jeg overvejende havde benyttet
det Aar, ikke er egnet for Examensklasser. Men jeg hk ogsaa en Anelse —
som aldrig siden har forladt mig — om, at Litteratur ikke egner sig til
Examensbrug. Det daglige Arbejde vilde ikke blive ringere, men frugt
barere, mere personligt og interessebetonet, hvis Faget blev opfattet og
behandlet som et Modningsfag, en Dannelseskilde, hvis Resultater ikke
lod sig udmønte i en Examenskarakter.
Imidlertid maatte jeg indrette mig efter Forholdene; Overhøringen
hk en mere fremskudt Plads, og da jeg det tredie Aar havde min egen
Litteraturhistorie at undervise efter, laa Stoffets Rammer saa faste, at
jeg kunde bevæge mig friere selv, uden at frygte for, at Eleverne skulde
føle alt som hydende. Men det blev ikke til stort mere end Litteratur
historie. En lille Gren af Danmarkshistorien, ved Siden af Verdens
historien, Kirkehistorien og Pædagogikkens Historie! Og saa var der
ikke engang nogen Forbindelse mellem de forskellige Sider. Naar der
læstes om Reformationstidens Litteratur i Dansk, havde de om Augustin