217 / 289
DANSKTIMERNE PAA N. ZAHLES SEMINARIUM
215
gør deres Pligt, betaler deres Tribut for engang at faa en uafhængig
Stilling. Den Slags Elever vil maaske synes Læreren kedelige, eller de vil
indgyde ham en vis Respekt. I hvert Fald vil de blive lukkede Bøger for
ham, og forsøger han at komme til at kigge indenfor Bindet af en saadan
Bog, kan det hænde, at han møder en sky, men tydelig Afvisning.
Men den Slags tavse Naturer var ikke i Flertal paa N. Zahles Semina
rium. I Reglen varede det ikke længe, før Katederafstanden forkortedes og
Discipelpræget nuanceredes. Smaa Diskussioner i Timerne kunde pludse
lig aabne Blik for Sider og Interesser man ikke før havde anet; en lille
Passiar i Frikvarteret kunde i et Glimt afsløre et Menneske, hvor man
før kun havde set en Elev; Stilene kunde — en sjælden Gang — gøre det
samme, men de forfærdelige Emner, som Hensynet til Examenstræningen
krævede, gav ikke megen Anledning til at udfolde Personlighed. Alligevel
— lidt efter lidt sad der en Række Mennesker, hver med sit Præg, og Un
dervisningen fik uvilkaarlig en personlig Indstilling; Interessen for Fagets
Stof og Teknik gled sammen med Interessen for denne bestemte Elev og
denne bestemte Klasse. For ogsaa hvert Hold havde sit eget Fysiognomi.
Timerne gik — i hvert Fald for mig — altfor hurtigt og var mig altid
en Glæde. Mange Gange begyndte jeg dem med Træthed, naar jeg kom
forjaget fra en anden Institution, med Tankerne inde i Folkevisetiden,
og saa pludselig skulde tale om Holbergs populærvidenskabelige Skrif
ter. Men jeg endte i Reglen mindre træt, end jeg begyndte. Sangen, vi
altid indledede med, helst i Tilslutning til den Forfatter vi skulde tale
om, stemte ogsaa festligt, navnlig, naar den var flerstemmig. Jeg skal
aldrig glemme det Hold, der kunde nogen og tredive Sange trestemmig.
Men selv en pæn eenstemmig Sang lod et Slør gaa ned for Verden uden
for, den forrige Times Tankeverden eller hvad der privat kunde ligge
og knurre i Sindet, og indenfor Sløret var kun denne Klasse, disse An
sigter, levende, vaagne, elskværdige og forventningsfulde. Jo, det er en
stor Lykke at være Lærer i Modersmaalets Litteratur.
Men jeg maa ikke glemme nogen Timer af særlig Art, som bragte mig
Eleverne endnu nærmere. De begyndte i November, naar vi forberedte
Seminariets Aarsfest, og jeg — uværdigen, men i Mangel af bedres Ha
velse — indstuderede Komedien. Mange skjulte Talenter afslørede sig
ved den Lejlighed, selv om ikke alle var saa fremragende som Fremstil
lerne af Hans og Trine et Aar. Men vi havde vores Morskab alligevel
og blev endnu bedre Venner af det.