221 / 289
MIN FYSIKUNDERVISNING
PAA SEMINARIET
Af
A. W. MARKE
M
edens det for Drenge er den naturligste Sag af Verden at rive deres
Legetøj i Stykker for at se, hvad der er indeni, saa er Forholdet et
ganske andet ved Piger. Ikke blot har de ikke saa meget mekanisk Lege
tøj ; men hvis de endelig har en Dukke, som kan skrige, naar man trykker
den paa Maven, saa betragter Pigebørn den som et næsten-menneskeligt
Væsen, og det kunde aldrig nogensinde falde Ejerinden ind at obducere
Dukken for at undersøge Skrigemekanikken.
Denne Mangel paa »mekanisk Sans« synes jeg mærkes i ikke ringe
Grad ved Undervisningen i Fysik. Elevernes Evne til at se de fysiske
Apparater rumligt for sig og til at forstaa selve Mekanikken i dem er paa
Forhaand ofte ret lille, og deres Interesse for Sagen er gennemgaaende
heller ikke stor: det er dem oftest nok at vide, at en Telefon kan virke,
men hvordan den bærer sig ad med at virke, det synes de ikke kommer
dem ved. Ligeledes er Elevernes Evne til at finde praktiske Eksempler
paa og Anvendelser af de fysiske Love ofte meget begrænset.
Dertil kommer endnu et Forhold. Eleverne paa N. Zahles Seminarium
er altid meget flittige og lærer deres Lektier meget grundigt og omhygge
ligt — sandsynligvis ikke saa lidt bedre end mandlige Elever gør det.
Dette er utvivlsomt en stor Fordel, og dog har Forholdet netop i Fysik
en meget væsentlig Skavank: Eleverne tror til at begynde med, at hele
Sagen er gjort med at lære Lektien udenad fra først til sidst, uvæsentlige
Taleksempler saavel som de mest fundamentale Læresætninger. Det kan
derfor virke ganske som en Bombe paa Eleverne, at de efter deres egen
Mening kan — og paa en Maade jo ogsaa virkelig kan — deres Lektie
eksemplarisk, og saa alligevel kører fuldkommen fast, naar jeg begynder
at spørge hvorfor og hvordan. Det er dem ganske ufatteligt, og de mere
følsomme af dem er ofte Graaden nær.
\