40 / 183
KAP I TEL II
RA ældgammel Tid var Stadens egentlige Handlende delt i tvende Lav, Købmændenes eller,
som det ogsaa kaldtes: Klædebo eller Vandtschnidernes Lav og Kræmmernes Lav. Foruden
lisse dannede Bryggerne og Skipperne, der ogsaa havde en vis omend stærkt begrænset
Handelsret, hver sit Lav.
Saaledes som de tvende Hovedlav, Købmændenes og Kræmmernes, havde udviklet sig gen
nem Aarhundrederne, havde der for deres Handelsbeføjelser dannet sig en Række detaillerede Reg
ler, som det ikke her er Stedet at komme ind paa. Det turde være tilstrækkeligt at nævne, hvor
ledes Klædebolavet repræsenterede Groshandlerne, Kræmmerlavet nærmest Detailhandlerne.
Sit Navn Ivlædebo havde Lavet faaet af, at dets Medlemmer handlede med Klæde, hvilket
de ligesom Silke, Fløjl, Damask og Sardug forhandlede saavel en gros som en detail — medens
de i alle andre Artikler kun solgte en gros. Klædebolavet var, som dets Lavsskraa af 25. Januar
1592 udtrykkelig siger: »det højeste Lav i Staden«; det omfattede Byens største og mest formuende
Handlende, og Magistratspersonerne udtoges væsentligst af dets Medlemmer. Klædebolavet var der
næst paa det nøjeste forbundet med »Det danske Kompagni« (det senere kgl. Skydeselskab). I dette
dels merkantile, dels — og senere — væsentlig selskabelige Kompagni optoges imidlertid foruden
andre gode Borgere ogsaa Kongefamilien og Adelige, og Kompagniet, der havde sit eget Forsam
lingshus, blev derfor Stedet, hvor Købmændene stiftede indflydelsesrige Forbindelser.
Under Christian IV’s første og glimrende Regeringstid, hvor Handelen fik et hidtil ukendt
Opsving, hvor de store Handelskompagnier dannedes, og hvor disse ligesom den enkelte Stor
købmand og Reder udstyredes med særlige Privilegier, var Lavene ikke Tidens Løsen eller stem
mende med Kongens Ønsker — ja en Tid lang var endog alle Lav ophævede i Henhold til Reskript
af 19. Juni 1613.
Men som i de andre Fag førte Omstændighederne det med sig, at Handelsstanden ansaa
det nødvendigt at slutte sig sammen som Korporation. Hertil bidrog sikkert ikke blot Landets
Ulykker, Tilbagegangen i hele Erhvervslivet og de talrige Indgreb fra Fremmedes Side, men ogsaa
de indre politiske Forhold, under hvilke Borgerskabets Uvilje mod Adelens og Rigsraadets Magt
mere og mere kom til Orde.
Efter at Magistraten den 17. Juli 1650 havde ansøgt Frederik III om, at Købmændene, Kræm
merne og Vinhandlerne maatte faa et Lav, gav Kongen Tilladelse til: »et ordentlig velbeskikket
Lav eller Zunft at oprette, anordne og stabulere, ligervis som det hos alle andre velfunderede Kiøb-
og Handelsstæder i Brug og sædvanlig er«, og under 17. December 1651 erholdt Købmændenes og
Kræmmernes fælles Lav Stadfæstelse paa sin Lavsskraa.