261 / 345
T I D E N T I L 1 8 4 8
237
tallets Beregning ved en almindelig Afsoning til Tydeliggørelse af
Reglen for Lægmand. Dette tiltraadtes ogsaa, „skønt Kollegiet i
Almindelighed ikke kan tilraade en saa omstændelig Tydelighed,
der gaar ud paa ved tilføjede Følgesætninger eller Exempler end
yderligere at forklare Sætninger, der hos eftertænksomme Læsere
ingen Meningsulighed kan fremkalde“. Dette lille Træk viser, at
Kancelli og Stænder var tilbøjelige til at se noget forskelligt paa
Opgaven for en Lovtekst; et fortsat Samarbejde maatte formodes
at ville paavirke dem begge, Stænderne til større Fortrolighed
med Kancelliets fortræffelige Lovstil, Kollegiet til ikke at glemme
den læge Læser ved Siden af Embedsmanden.
Paa Regeringens og vel nærmest Kongens eget Initiativ frem
sattes et Forslag indeholdende nærmere Bestemmelser i Trykkefri-
hedsfdg. 27. Sept. 1799, idet man overfor Dagens Litteratur sav
nede en vidererækkende Regel end Fdg. §§ 2, 3 og 7, der kun
angaar forsætlige strafbare Ytringer om Forfatningen, Lovene osv.
Der fastsattes ved PI. 1. Nov. 1837 Bødestraf, naar Forfattere fand
tes ved Ytringer om disse Genstande at have gjort sig skyldige i en
„uforsvarlig Tilsidesættelse af pligtskyldig Opmærksomhed“. Stæn
derne var imod denne nye Regel, men fik som §. 2 indført en
Lempelse i Fdg. 1799 §. 2, forsaavidt den angaar utilbørlige eller
usømmelige Udtryk; her skulde Straffen under formildende Om
stændigheder kunne gaa ned til Fængsel i 1 Maaned eller 100 Rbd.
i Bøde. I de nævnte og enkelte andre Tilfælde indtraadte derhos
kun en tidsbegrænset Censur.
Aarene 1840 og 41 bragte nogle af Ørsteds betydningsful deste
Lovarbejder. Den 11. April 1840 udkom Anordn, ang. Straffen
for Tyveri, Bedrageri, Falsk og andre dermed beslægtede Forbry
delser, den 15. s. M. Anordn, ang. Straffen for falsk Vidnesbyrd
og anden Mened og den 26. Marts 1841 en Fdg., der forandrer
og nærmere bestemmer Straffen for Brandstiftelse. Sammen med
Anord. 4. Okt. 1833 om Legemsbeskadigelser udgør disse de „fire
systematiske Ørsted’ske Straffelove“, der om ikke fuldstændig saa
dog for en meget væsentlig Del tilfredsstillede det længe følte
Behov til en Fornyelse af det strafferetlige Lovgrundlag, og som
i allerhøjeste Grad blev bragt til Anvendelse, da denne Fornyelse
gennemførtes ved Loven af 10. Februar 1866.
Østifternes Stænder havde i sin første Samling indstillet, at der