266 / 345
242
T I D E N T I L 1 8 4 8
maatte ophøre. Efterat Højesteret havde tiltraadt den sidste Del
af Andragendet, nedlagde Kancelliet Forestilling om Reskriptets Op
hævelse, hvilket skete under 6. Dec. 1837. Da Højesteret med Hen
syn til Indiciers Anvendelse erklærede, at der allerede var for
nøden Hjemmel herfor i Lovgivningen, fandt Kongen det ikke paa
krævet at give en Lov herom. Senere Overvejelse førte dog til, at
overvejende Hensigtsmæssighedsgrunde talte herfor: „Det fandtes
saa meget mere ønskeligt, at det omhandlede Bevis’ Gyldighed
bringes til en fast og almindelig Erkendelse, som Erfaringen har
vist, at Egentilstaaelse bliver sjældnere, som Forbrydernes Snu
hed tiltager, og mange Midler, hvorved de forhen bragtes til Be
kendelse, nu mere og mere forkastes, ligesom ogsaa de Roskildske
Stænders Bemærkning om de frugtesløse Bestræbelsers skadelige
Indflydelse paa Inkvisitorernes Iver for at bringe Sandheden frem
maatte erkendes at være fuldkommen grundet.“ Der udfærdigedes
da et Udkast (Koll. Td. 1840 Nr. 30 Anh. og Ny K. T. 1841
S. 793 ff.), som efter Behandling i Stænderne blev til Fdg. 8. Sept.
1841 indeholdende nærmere Bestemmelser om Beviset i kriminelle
Sager. Et Skyldbevis ved „forenede Omstændigheder“ (Ordet
Indicier nævnes ikke) skal ifølge denne Fdg. antages fuldstæn
dig at være tilvejebragt, naar flere beviste Omstændigheder er til
stede, der hver for sig gør det sandsynligt, at den anklagede har
begaaet den Forbrydelse, hvorfor han er sigtet, og disse ved deres
Forbindelse med hinanden indbyrdes og de øvrige oplyste i sig
mindre betydende Omstændigheder saa bestemt henviser til ham
som skyldig i hin Forbrydelse, at der efter Forstandens og Er
faringens Vejledning ikke er nogen rimelig Grund til derom at
tvivle, og denne Grundsætning forklares saa gennem en Række
Eksempler. Medens det om denne Sætning siges, at den stemmer
med Sagens Natur og Lovgivningens Grundsætninger, og at den i
Særdeleshed er bestemt udtalt i Fdg. 30. Dec. 1771 § 10, afgives
der ingen saadan Forklaring om de i § 5 omhandlede Bevisdata:
Forklaringer, der af en eller anden Grund ikke opfylder D. L.s
Krav til en gyldig Egentilstaaelse eller Vidneforklaring. At disse
havde Bevisvægt, havde Ørsted allerede faaet bibragt Praksis Er
kendelsen af; den klare Lovhjemmel kom først nu.
Med Hensyn til det ekstraordinære Tyvsbevis gik Udkastet ud
paa, at den blotte Besiddelse af stjaalne Koster i Mangel af Be-