dere, Tobakspibefabrikører, Hørkræmmersvende, ja endog Tobaksspin
dermestre, som ved egen Profession have dobbelt mere Levebrød end
en Urtekræmmer, og flere saadanne Folk. Kort sagt, enhver, som søger,
faar Tilladelse, og Urtekræmmerne maa med Græmmelse anse, at dem
paa alle Slags Maader betages Brødet af saadanne Personer, som ikke
kunde være det almindelige til nogen Nytte og Urtekræmmerne maa
lige fuldt svare de paalagte Onera, uagtet dem paa saa mange Slags
Maader betages deres Næring.«
»Vore Svende, som efter Privilegierne skulle tjene for Kost og Løn
paa Lavet i 7 Aar, blive tværtimod, efter Ansøgninger, naar de have
tjent et Par Aars Tid eller lidt derover, tilladt at nedsætte sig som
Kræmmere og derved fordærve Handelen baade for sig selv og andre,
da de som unge, uerfarne Mennesker, for at skille andre ved Næring
og tilbringe sig den selv, handle ubesindig med deres Varer og derpaa
inden en føje Tid maa gaa fra Handelen, med andres Tab og Skade,
hvorved den almindelige Kredit svækkes for dem, som agte paa en
ærlig og ordentlig Maade at fortsætte deres Handel, og uagtet det ved
Privilegierne er forbudt en Kræmmer at holde mere end een Dreng,
have dog nu de fleste Kræmmere faaet Tilladelse at holde 2, hvorved
Lavets Antal augmenteres til samtlige deres Ødelæggelse. Vi ere nu
udi Lavet over 90 Familier, af hvilke de fleste næppe se Udveje til
det daglige og nødtørftige Brød, baade formedelst de mange Privilege
rede, saavel som de, der uden at fyldestgøre Lavets Privilegier tillades
at nedsætte sig i Lavet.«
»Lavets Kræmmere har mange og store Udgifter i Henseende til La
vet og foruden dets egne maa underholde mange fattige Familier, som
ved Lavet er bievne forarmede. De bo paa kostbare Steder for deres
Nærings Skyld og maa svare store Udgifter deraf. De maa desuden
gratis og med Bekostning forrette adskillige af Byens Tjenester, for
hvilket alt de Privilegerede ere fri og forskaanede, saa at naar alt dette
overvejes, kunne vi ikke tænke andet, end at Kongen har unddraget
os sin kgl. Naade, Forsorg og Beskærmelse og besluttet, at vi og vore
Efterkommere omsider skulle betle vort Brød, uden at vi vide hvorudi
16