34 / 156
skillingsvis og snarere til fattige end hin, anses Kræmmeren for at
være fornemmere end Høkeren, hvorfor og de m indre Handlende,
hvilke ikke høre til noget allerede oprettet Kræmmerlaug, kaldes
uegentligen Høkere, om end de handle med Sand, Svovlstikker,
Tørv og andre slige uspiselige Varer. Den Høker, der alene handler
med Spisevarer, kaldes
Spækhøker,
thi Flæsk er det Sul, der bedst
forslaar og kan udskæres i de mindste Portioner«. Og endelig
»Gros
sereren
bor paa første Sal for at vedligeholde sin Kredit,
Kræmmeren
i Stuen for at skaffe sig Kunder,
Spækhøkeren
i Kælderen for at be
vare sine Varer«. Hvad der giver disse smaa kulturhistoriske Oplys
ninger om Datidens Opfattelse af Høkeren en særlig Værdi, er, at de
er forfattede af Biskop
P. E. Muller,
hvis Søn, Juristen
Otto Muller,
har udarbejdet Udkastet til Næringsloven af 1857. Det borger i
nogen G rad for deres Paalidelighed.
Med Indførelsen af Næringsfriheden i 1857 underkastedes H an
delsstandens K a a r en fuldstændig Revolution, idet saa godt som alle
de gamle Skranker for den frie Deltagelse i det økonomiske Liv for
svandt. Selve Næringsfrihedsprincippet var allerede blevet fastslaaet
ved en Løfteparagraf i Junigrundloven af 1849,
°S
dets Betydning
maales bedst derigennem, at det var en af de første Løfteparagraffer,
der blev bragt ud i Livet. Det var for det nationalliberale Parti en
absolut Mærkesag, hvis Løsning m an skred til med Begejstring, me
dens den overvejende Del af de Næringsdrivende med bange Anel
ser saa Frem tiden i Møde, idet de frygtede, at et fuldkomment
Anarki vilde følge, n aar Laugsvæsenets sikre Mure blev nedrevne,
saa at hvem som helst frit kunde trænge ind i hver eneste Nærings
gren.
Sagen h a r imidlertid et langt Forspil, der gaar helt tilbage til
Enevældens sidste Aar, ja, i Virkeligheden helt tilbage til Frederik
den Sjettes sidste Regeringsaar 1839, da
De 32 Mænd,
Københavns
daværende Borgerrepræsentation, rettede en Opfordring til Rege
ringen om at nedsætte en Kommission til at overveje, hvilke For
andringer der burde indføres i de københavnske Næringsforhold,
saa at større Frihed kunde opnaas. Denne Opfordring besvarede
Regeringen ved at nedsætte en Kommission af Magistratsmedlem
mer og Medlemmer af Borgerrepræsentationen, som imidlertid var
blevet oprettet samme Aar, nemlig 1840. Den Mand, der kom til
at præge denne Kommissions Arbejde, var ovennævnte O tto Muller,
2 9