22 / 211
det var, hvor stærkt det slog for dit vel, men jeg skylder
dig denne tilståelse, at du skilt fra mig måske føler din
tilstand lige skrækkelig med min, og dette er min trøst
i mine kummerfuldeste timer, at du min ven deler min
skjæbne. O kærlighed, o pligt, hvilke offere fordrer du,
det er nødvendig for at opfylde disse, at det tænkende
menneske maa træde til side for hine; og for at opfylde
hvad mennesket kalder pligter, maa vi undertrykke fø
lelser, som guddommen tildelte os.« (København 16. sep
tember 1797)
Af næste brev fremgår, at Eggers er enkemand, Frederikke har be
søgt hans tidligere svigermor, der talte om sin Hanne, og Frede
rikke blev betænkelig:
»en gysen betager mig, jeg synes blodet størknes i mine
årer, o Eggers, jeg frygter, jeg aldrig saaledes vil komme
til at opfylde mine pligter, som hun vilde have gjort det«.
Hans børn er i pleje, og hun besøgte dem for at blive venner med
dem og gør sig tanker om deres opdragelse. Hun vil vinde deres
hengivenhed ved legetøj, og den artigste vil få det meste og det
bedste!
Den 22. dec. 1797 om aftenen var der brev fra ham,
»du skulle have været nærværende og seet min glæde
over dit brev, jeg løb om i stuen uden at brække det, og
da jeg til sidste fik det læst og saa, at du var vel og stedse
erindrede dig din pige, o hvor var jeg da ubeskrivelig lyk
kelig, kuns med din nærværelse vilde jeg bortbytte et saa-
dant øjeblik. Skriv mig flittig til, det er den eneste glæde,
jeg nyder i din fraværelse«.
Juledag samme år sendte Frederikke nogle refleksioner over
børneopdragelse, foranlediget af gaveoverfloden juleaften. Når
man vil opdrage børn, må man først og fremmest bibringe dem
smag for nøjsomhed.
Karen Hjorth
20