25 / 211
»Efterretninger om ægtepar«
Det begyndte i oktober 1770, Susanne Marie klagede den 22. ok
tober over manden Erik Christensens hårde medfart imod hende.
Han havde truet med at gøre en ulykke på hende, og hun havde
måttet lade ham arrestere. Derfor søgte hun nu om tilladelse til at
leve separeret fra ham. De mødte begge for Magistraten den 24. ok
tober og blev forligt, fordi han lovede at leve skikkelig. Det holdt
til 11. marts 1771, hvor de mødte igen, og Erik Christensen tilstod
at have slået konen. Magistraten resolverede, at deres bo skulle
optegnes, og manden indsættes i Rasphuset. Der blev indgivet an
søgning til Danske Kancelli, der 25. marts sendte ansøgningen
om separation til erklæring hos Magistraten, som indkaldte ægte
fællerne og igen forligte dem, hvorefter Magistraten 27. marts
kunne meddele Danske Kancelli, at ægteparret havde lovet for
eftertiden at ville leve skikkelig, så separationsansøgningen bort
faldt.
6
. maj samme år klagede Susanne Daniels atter til Magistraten,
over at manden havde slået hende »blaae og blodig« og spærret dø
ren for hende, så hun ikke kunne komme ud. Hun ville derfor se
pareres. Kort efter trak hun klagen tilbage. Det følgende år, 1772,
var den gal igen. Den 26. februar klagede Erik Christensen over
hustruens utroskab og daglig trætte. Han bad om, at Magistraten
ville tilholde hende at leve som en tro og kærlig kone eller lade
dem separere. De blev atter forligt af Magistraten den 4. marts.
Næste år, den 2. juni 1773, kunne Susanne Marie igen klage til
Magistraten over mandens »ugudelige« fremfærd imod hende, og
endnu en gang søgte hun separation. Erik Christensen klagede
samtidig over hende og hendes to voksne sønner. I november sam
me år klagede hun igen over, at manden nægtede hende »sit nød
tørftige livs ophold«, mens han drak, ødelagde hvad de havde og
handlede ilde med hende. Hun ville atter separeres og Magistra
ten henviste dem til at søge »lands lov og ret«. Det blev imidlertid
ikke til noget, for i januar 1774 er der atter klage, denne gang fra
manden, over at hans hustru »øder alt hvad han kan fortjene og
sætter det til på hendes ugudelige børn«, og hun har også »slaged
døren i lås for deres værelse«. Han beder Magistraten formane
hende til at leve enig med ham og lade sønnen sætte til et hånd
værk.
Ægtefællerne mødte for Magistraten den 19. januar 1774 og blev
23