20 / 211
breve er fulde af kærlig omhu, men det kneb tilsyneladende også
for ham at skaffe familien så forfærdelig meget andet. 1 1758 fødte
hun deres
6
. barn hjemme hos sine forældre, og han bad om breve
fra hende med detaljer om fødslen og barnedåben, men alt hvad
han får, skriver han, er bebrejdelser fra hendes far om penge og
over de udtryk, han bruger om Adelgunde. Forlanger hendes far
virkelig, at han, Jobst Gerhard, skal have mindre ømhed overfor
hende! At det ikke gjorde varigt indtryk ses af et brev fra septem
ber 1759: »je te baise une million de fois en idee, ta bouche, tes
mains, t e s
, t e s
, ton . . .« etc. etc. (Jeg kysser dig
en million gange i tankerne, din mund, dine hænder, dine . . .,
dine . . . din . . .).
10
. oktober samme år beklagede han, at hun havde glemt at
skrive til hans fødselsdag! Men denne forglemmelse bliver til in
tet, da det opklares, at børnene havde haft kopper. Faderen vil
især vide, om den lille Louise, deres ældste, var mærket af dem.
Skønhed hos en pige uden midler var nemlig ikke uden betyd
ning, et smukt ansigt er et anbefalelsesbrev. Moderen skal derfor
sørge for, at Louise ikke klør sig i ansigtet - gi' hende handsker
på og smør hende ind i blødgørende cremer. Og så følger et lille
digt til Adelgunde med forbud mod at nævne det for nogen, thi
det er ikke passende at skrive den slags til en kvinde, som man
har været gift med i
11
år.
I foråret 1760 blev der krise i ægteskabet, og de to eneste breve
fra dette år indledes med »Madame«. Det var aftalen, at Adelgunde
skulle komme og opholde sig hos ham i april i Flensborg, men hun
skrev om tusind forhindringer og udflugter, men for ham var sa
gen nu, den 19. marts, at enten kommer hun, eller også bryder
han, som man gør med en ulydig kone. Hvis hun ikke kommer,
vil hun aldrig se ham mere, og hvis hun kommer senere end af
talt, er han ikke længere gift. Det er kedeligt nok, for der er m ar
ked for tiden, og hvis de havde været gode venner, så havde han
købt mange smukke ting til hende, men det skal altså ikke være!
Det er op til Adelgunde, om han fortsat skal være hendes »el
skende mand«. Den 26. marts har han endnu ikke svar fra hende,
men han har ikke draget den slutning, at intet svar også er et
svar. Han håber, at når posten kommer i morgen, så kender han
sin skæbne; har han en kone eller ej?
Karen Hjorth
18