71 / 230
de blot opkrævede Præmier, beskattes af deres Overskud, medens
det paagældende Selskab selvfølgelig ikke vilde erholde nogen
Godtgørelse for de Agenturer, der eventuelt havde givet Under
skud.
Medens de danske Selskaber skulde betale af deres Netto
indtægt i Henhold til
Kommunens Skatteprocent
, dog ikke over 3 pCt.,
skulde de udenlandske Selskaber altid svare 3 pCt. af deres her
i Landet opnaaede Nettoindtægt — en Forskel, der dog næppe
i Praksis vilde komme til at spille nogen Rolle. Vigtigere var
Bestemmelsen om, at det ved Opgørelsen af udenlandske Selska
bers Nettoindtægt skulde iagttages, „at Indtægt af Renter af
Reserver fra tidligere Aar og af Tilskud fra Reassurandører saavel
som Udgifter af tilsvarende Beskaffenhed blive Beregningen
uvedkommende“ (§ 16, 3). Det kan her parentetisk indskydes, at
der i Lovteksten manglede et Komma mellem „Renter“ og „af“ ,
og at der heraf opstod en ny Kommastrid mellem Assurandørerne
og det offentlige, hvor man dog til Slut enedes om at indsætte
Kommaet paa dets paastaaede Plads.
Den citerede Bestemmelse om, at Reserverne skulde holdes
uden for Opgørelsen, havde naturligvis mindre Interesse for de
udenlandske Brandforsikringsselskaber, men en desto større for
Livsforsikringsselskaberne, og navnlig for de ældre af disse,' der
havde opsamlet en forholdsvis betydelig Præmiereserve for deres
danske Forsikringsbestand. Da der for de danske Livsforsikrings
selskaber ikke fandtes nogen tilsvarende Bestemmelse, betød det,
at de udenlandske Selskaber skattemæssigt set blev behandlet
adskilligt daarligere end de danske. At ogsaa Indtægter og Ud
gifter vedrørende Reassurance skulde holdes uden for Opgørelsen
for de udenlandske, men ikke for de danske Selskabers Vedkom
mende, var ligeledes en Torn i Øjet paa de førstnævnte.
Paa det omtalte Møde i Juli 1903 kom der en voldsom Harme
69