132 / 161
Aar 1900.
129
mændene ikke var fornøjede med dette Standpunkt, be
sluttede de paa en Generalforsamling d. 27. Juni at ned
lægge Arbejdet i København. Sagen gik til De samvir
kende Fagforbund og derfra til Arbejdsgiverforeningen,
der gav Fabrikantforeningen Medhold, men foranledigede,
a t det kom til en Forhandling med Støberiarbejdsmæn-
dene den 7. og 10. Juli. Her tilbød Fabrikanterne at give
dem 30 Øre Minimalløn og at udvide „Fælles Værksteds-
regler“ til ogsaa at gælde for d em ; dette Tilbud forkaste
des imidlertid den næste Dag af Støberiarbejdsmændenes
Generalforsamling, og den 12. Juli etableredes Strejke.
Man forberedte sig straks paa en lang Krig, især da
man paa Grund af alle foreliggende Omstændigheder ikke
ønskede at faa den udvidet til andre Fag; derfor hen
vendte man sig ikke til Arbejdsgiverforeningen om anden
Hjælp end den, der kunde ydes ved Forhandling og anden
mundtlig Paavirkning. Men først maatte man have Klar
hed over Arbejdsgiverforeningens Stilling til Spørgsmaalet,
om Tiderne gjorde Kravet om højere Minimalløn end 30
Øre berettiget, og i den Henseende fik Fabrikantforenin
gen fuldt Medhold paa Møderne i Arbejdsgiverforeningens
Hovedbestyrelse og Repræsentantskab.
Der nedsattes et Udvalg af Medlemmer af de to Fa
brikantforeninger, som havde den Opgave at skaffe de
københavnske Støberiers Arbejde udført enten i Provin
serne eller i Udlandet; derved kom man ud over en Del
Vanskeligheder.
Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund udsendte
Dagen efter Strejkens Begyndelse et Cirkulære om, hvad
Smedene havde Lov til at udføre af Arbejdsmandsarbejde,
hvori Forbundet vistnok strakte sig saa langt, som det
kunde, og som derfor ogsaa ganske naturligt ender saa
ledes: „Da det kan antages, at der angaaende dette Spørgs-
9