18 / 111
lande u d e n for Skandinavien inte
resseret i at udstille, nemlig Rus
land, England, Tyskland og Itali
en, så der faktisk blev tale om en
europæisk udstilling af noget nær
det omfang, man kendte fra and re
storbyers verdensudstillinger.
Fo rfatteren og journalisten
H e rm a n Bang op tråd te som en
slags rejsende ambassadør for u d
stillingskomitéen i Sverige, vist nok
med et udmæ rk e t resultat. Tonsvis
a f avispapir blev gennem mange
måned e r b rug t til forherligelse af
udstillingen og forsikringer om, at
en million gæster ville komme til
København den eventyrlige som
mer, da Indu strifo ren ingen s ju b i
læum faldt sammen med 100-året
for ophævelsen a f stavnsbåndet.
Det var ikke mindst af denne
grund , at man den gang, i m od
sætning til 1872, havde taget la n d
bruget med.
Forberedelserne til »udstillin
gen«, et ord, de r havde fået slag-
ordsagtig karakter, var årsag til,
at København fik sine første of
fentlige nødtørftsanstalter, omend
de perm anen te dårlig nåede at
blive færdige, inden udstillingen
var forbi. Bladene bragte satiriske
tegninger af trængende turister,
der med et jaget blik i øjet piskede
r u n d t i gaderne for at finde et pis
soir. Når udstillingen ville trække
en million mennesker til hoved
staden, regnede man naturligvis
med, at hele byen ville blive over
svømmet af turister. Det blev den
også. Alene fyrstebesøgene, der
omfattede den tyske kejser og den
russiske zar, tiltrak en betydelig del
a f d en europæiske beau monde.
Man havde valgt den 39-årige
Martin Nyrop som udstillingens
arkitekt. H a n skulle siden på
samme g r u n d komme til at opføre
Københavns rådhu s, hvor hans
sp rud lend e fantasi også h a r givet
sig ma rkante udslag, selvom byg
ningens formål satte visse grænser.
Med hovedbygningen til 1888-ud-
stillingen kunne h an boltre sig
uhæmmet.
Nyrop havde besøgt store udstil
linger i London, Liverpool og
Ed inbu rgh, og de r har han nok set
ting, som ha r stimuleret den fan ta
si, han har haft i rigt mål i forvejen.
H an skabte et sandt eventyrslot
med tårne og tinder og en mægtig
kuppel med flagstang i midten. »Et
fépalads« kaldte man det i blade
ne, og gennem talrige træsnit og
fotografier a f både det ydre og det
ind re kan vi stadig få bekræftet, at
det var et temmelig fantastisk
stykke arkitektur, selvom de r kun
var tale om en interimistisk byg
ning a f træ.
Den 12.marts 1887 - tre dage
efter, at komitéen havde været hos
kongen og fået hans tilsagn om at
være pro tek to r - r amm e d e man
symbolsk den første pæl ijo r d e n til
det, der skulle blive No rden s stør
ste tømmerkonstruk tion. Det skete
i øvrigt i et forfærdeligt vejr, og det
nyligt rydd ede og p lane rede vold
terræn henlå som en arktisk ød e
mark. Den ene a f komitéens tre
vicepræsidenter, den slagfærdige
direk tør Philip Schou fra Alumi-
nia, som havde opslugt Den konge
lige Porcelainsfabrik, fo rmed e
med k laprende tænd e r et slagords-
agtigt rim: »Hvad i sne vi så, skal
i tø opstå«.
Komitéens præsident var lens
greve Krag-Juel-Vind-Frijs, som
var chef a f navn, men ikke a f gavn.
Primus motor h a r så afgjort været
Philip Schou, som var vicepræsi
den t for industriafdelingen. De
to a nd re vicepræsidenter var grev
Danneskiold-Samsøe fra la n d
brugsafdelingen og Heinrich
Hansen fra den kunstneriske a fde
ling. Sidstnævnte var veteran fra
1872-udstillingen, hvor han også
havde været præsident for kunst
afdelingen.
Man skønnede altså, at Køben
havn ville få omk ring en million
gæster i udstillingssommeren, og i
bo rgerrepræsen tationen s sidste
møde i 1887 henstillede det æ rede
medlem H a r tm a n n til magistraten
at sørge for, at Vesterbros Passage
fik mere lys. H an sagde, at »som
18