22 / 111
benzinvogne, men man lægger
dog mæ rke til et par elektriske
vogne - de betegner sikkert be
gyndelsen til drømmene s virkelig
gørelse; thi benz inmo to rerne med
deres kunstfærdige og indviklede
mekanisme er vist kun en over
gangsform til d en elektriske krafts
mere direkte og enkelt virkende.
Den elektriske vogn arbejder næ
sten lydløst og ha r ikke tø f-tø f ens
ejendommelige og irriterende sit
ren. Men - og her møde r prob le
met os - for at arbejde tre timer må
en elektrisk vogn b rug e fem til at
forny sin kraft, og det er unægtelig
en iøjnefaldende mangel ved et
køretøj. Dog også d enne h ind ring
vil opfindernes rastløse energi vide
at ljerne om kort eller længe - og
den dag vil komme, da benzinmo
toren til vognbrug vil være henvist
til et fysikologisk museum«.
Som bekend t h a r bladet - des
værre! - e nd nu ikke fået ret i
denne optimistiske profeti. U d
trykket tøf-tøf, som r e p o rte ren
benyttede, var en fordan skn ing af
det franske teu f-teu f, som var slået
igennem i Paris i stedet for den
besværlige betegnelse automobil.
Kort efter udskrev dagbladet Poli-
tiken en konkurrence om et b ed re
kort navn for det mod e rn e køretøj,
og de rm ed skabtes udtrykket »bil«.
Vesterbros Passage var allerede
før d en ne udstilling tråd t ind i
bilismens æra! Allerede i 1901
fand t løjtnant G.H.Jørgensen,
h jemkommet fra udlandet, hvor
han havde studeret det nye befo r
dringsmiddel, en række velindret
tede lokaler i den store nybyggede
ejendom Vesterbrogade 9 B og
ind re tted e h e r Danmarks første
automobilforretning. Lokalerne
he r blev senere overtaget af fir
maet V. Løwener. Den første bil,
som J ø rgen s en på sin rejse havde
bestilt, ankom en a f de første dage i
j a n u a r 1902 fra Neue Automo-
bil-Gesellschaft, som havde m e d
sendt en tysk instruktør til at op
lære en dan sker i kunsten at føre et
automobil. Det blev ingeniør
Schmitto, som Jø rgen sen havde
ansat som teknisk leder. H an blev
erklæret som ud læ rt bilist efter en
kø retu r ud til Damhussøen og til
bage, hvor han selv havde styret
den sidste halvdel a f vejen!
Restauranter i
Industribygningen
I 1898 åbnede Indu stricaféen i en
tilbygning ud imod Rådhu sp lad
sen, og en halv snes år senere blev
den udvidet med en stor veranda.
Den blev senere anvend t som bil
udstilling og var på det sidste,
inden nedrivningen, butik for
h å rde hvidevarer.
Industricaféen var indrettet som
et københavnsk sidestykke til
Operakållaren i Stockholm, og
re stauratø ren gav gratis snaps til
alle svenske gæster! Køkkenet var
svensk, og der var koncert til ma
den af et stort orkester. En over
gang var tyskeren Max Ernst ka
pelmester. H a n to lererede ikke
akkompagnemen t a f kniv og gaffel
og skal engang have faret ned fra
podiet og stukket en støjende gæst
en lussing! Hans musik havde man
bare at p åh ø re i andægtig stilhed.
Industricafeen lukkede i 1933
og blev afløst af La Rotisserie Fras-
cati, de r fik fo rn emme vægdekora
tioner af fire af tidens kendte ma
l e r e - Mogens Lorentzen fra Dan
mark, som tillige var digter, Per
Krogh fra Norge, Isaac Griine-
wald fra Sverige og J o n Stefansson
fra Island. Det ene af Mogens Lo
rentzens motiver måtte males om,
da d irek tøren fand t det lige lovlig
vovet for datidens københavnske
spisepublikum af den bed re klasse.
Det forestillede et skovmotiv u d en
mennesker, men med to cykler, en
herre- og en damecykel, indfil-
trede i h inanden ved siden a f en
dug i græsset med levninger efter
en skovfrokost. Lorentzen måtte
male et un g t pa r ind i billedet, så
man kunne se, at de op fø rte sig
anstændigt!
Frascatis fortovsrestaurant nød
stor popularitet som mødested og
22