25 / 111
nomisk ud e n at foretage udlej
ning, og reklame ville være n ø d
vendig for at give de bedste
udlejningsmuligheder:
»Derfor skal sådan et byens - el
ler snarere landets - forsamlings
hus syne levende. Før og u n d e r en
forestilling skal bygningen stå strå
lende oplyst og virke folkelig fest
lig som a renaen før en tyrefægt
ning. Hvo rfo r ikke benytte sig af
den festlige stemning, de r er over
en menneskemasse i bevægelse,
navnlig om aftenen, n å r hele
denne ’my re tue ’ligger badet i lys?
Biler kø rer til. Fyldte elevatorer
går op og ned. T u s ind e r af m e nn e
sker p r om e n e re r på etagerne højt
over gaden. Lyshavet fra en udstil
ling eller en fest i den unde rs te sal
samtidig vil få skuet til at kulmine
re«.
Gunn a r Krohn mente, at tilste
deværelsen a f et sådant »Folkets
forsamlingshus« på Rådhu sp lad
sen ville gøre d en n e e nd nu me re til
byens centrum , end hvis ringen
om pladsen blev sluttet med
»endnu en ligegyldig fo rre tn ings
ejendom«, som h an ud tryk te det.
Sikkert en h en tydn ing til de nyop
førte Richshuset og Dagmarhus. I
sommersæsonen kunn e arkitekten
tænke sig at leje kæmpebygn in
gens store sal ud til Tivoli som va
rieté eller koncertsal med indgang
fra den gamle have. I tilknytning
til salen skulle der indrettes en
sto rrestaurant til 2400 personer -
det maksimale, salen ville kunne
rumme.
Industriens Hus
Om Gunn a r Krohns fantasifulde,
men umiddelbart tiltalende plan -
måske lige bortset fra storrestau
ranten , d e r bu rde have været
opdelt i flere m indre - har været
behandlet seriøst i Indu strifo re
ningen, skal jeg lade være usagt,
men det var ikke den eneste plan,
man gennem tiden ha r været stillet
over for med henblik på en erstat
ning for Industribygningen fra
1872. Ret beset h a r der stået et fa r
ligt postyr om dens grund, fordi
huset fra starten slet ikke var be
regnet til at stå i årtier. Så skulle
den - beliggende hen over gammel
voldgrav, som den er - have været
fund am en te re t ganske anderledes
solidt, og skelettet ville have været
m indre spinkelt. Det var en udstil
lingsbygning, opført til et specielt
formål, som var tænkt relativt
snart at skulle erstattes af noget
mere permanen t.
Alligevel gik de r 50 år, før man
for alvor begyndte at drøfte ned
rivning og nybyggeri, og endda
blev det i 1922 ikke til andet end
snak. Da mu rene efter Anden
Verdenskrig begyndte at synke,
blev d e r udskrevet en konku r
rence om et nyt Industriens Hus.
Det har vel forlængst stået klart, at
ejerne ikke havde mulighed for at
sælge g r u n d e n til en landsomfat
tende arbejderorganisation og
bygge industrihus andetsteds.
Konku rrencen blev vunde t af
A rne Jacobsen, men ledende kræf
ter på rådhu set kunne ikke lide
hans forslag. Efter års forsøg på at
lappe på det vedtog man i 1975
Erik Møllers projekt med den
hængende have ind imod Tivoli i
stedet for den a fdøde mesters vin
derprojekt.
I begyndelsen af december 1976
blev en sku lp tu rg ruppe foran
Industriforeningens hoved ind
gang ud mod Rådhuspladsen n e d
taget og kørt ud til en værkstedshal
på General Motors nedlagte bil
samlefabrik på Nørrebro, hvor
Indu strirådet, oprettet af I n d u
striforeningen i 1910, midlerti
digt indrettede sig. G rup p en skal
opstilles foran den ny hoved ind
gang, når den gamle bygning fra
1872 ha r fået sin monumentale af
løser. Der er tale om m indesmær
ket for A lexander Foss, der blev
rejst i 1939 af A lexander Foss’
Industrifond. Det er ud fø rt af J o
hannes Bjerg og kaldes
Den unge
industri.
G rup p e n består af en nø
gen mand med et tandhjul i h å n
den, en påklædt kvinde med et