VesterbrosPassage

Hul, d e r fo rmend ig er opkaldt ef

ter en vognmand ved navn Lus el

ler Luse, et ikke uk e nd t navn i de

tider. Lucie er så en forskønnelse

af den gamle betegnelse, e fter

hån d en som m a nd e n er blevet

glemt.

Lusemøllen var en stubmølle til

det sidste, mens Store Kongens

Mølle på Schacks Bastion efter en

b rand blev op fø rt som en stor hol

landsk mølle, hvor kun hætten

med vingerne kan drejes efter vin

den. På stubmøllen drejes hele

bygningen omk ring en stub, en

lodret akse i dens fundamen t.

Kongens Mølle b ræn d te hele to

gange i 1840’rne, men blev genop

ført og stod sammen med den

mere standhaftige stubmølle vol

denes tid ud.

Da man nogle år i forvejen be

gyndte at planlægge den store

nordiske udstilling på fæstnings

terrænet og i Tivoli, havde udstil

lingskomitéen håbet at kunne be

vare Gyldenløves Bastion med L u

semøllen som et særlig smukt parti

i kanten a f det store udstillingsom

råde; men magistraten krævede

som betingelse for at leje arealet

ud, at vo ldresterne skulle fjernes.

Lusemøllen blev omhyggeligt n e d

taget i 1885 og genop fø rt u d e i

Kongens Enghave. Adskillige år

efter dens b ra nd Sankthans aften

1914 lagde d en navn til d en nuvæ

rende Stubmøllevej, ved hvilken

den lå, da vejen e nd nu var en del af

Enghavevej mellem Vesterbro og

Gammel Køge Landevej.

Kongens Mølle havde i sin sidste

udgave på volden en stor, g r u n d

mu re t underbygn ing på tre etager,

der var indrettet som enk ed ron

ning Caroline Amalies Asylskole

for Drenge og Piger. Møllen blev

flyttet samtidig med Lusemøllen

og ligeledes til Valby - Kongens

Mølle til den senere Mølle Allé,

hvorfra den få år efter måtte vige

for bymæssig bebyggelse.

Vesterport blev ikke bevaret så

længe som de to møller, der flan

kerede den i byens silhouet, når

man så den fra vest.

Militæret opgiver fæstningen

I 1843, samme år som det lykkedes

Georg Carstensen at trænge ind på

det militære område med sit

Tivoli,

indgav magistraten a nd ragende til

krigsministeriet om at få udvidet

Nørre- og Vesterport på g run d

af den stedse øgede trafik og de

større og større kollektive trafik

midler. Militæret afslog bystyrets

anmodning. I 1846 foreslog arki

tekt Herho ld t at grave tunneller

gennem volden på begge sider af

Vesterport, blot som passage for

fodgængere, men også dette blev

afslået. Endnu efter den fri forfat

nings vedtagelse i 1849 og ophæ

velsen a f po rtkonsum tionen i 1852

holdt militæret på, at fæstningen

skulle forblive intakt.

Et par somre midt i 1840’rne

havde d e r været ud lagt en p o n

tonbro over voldgraven tæt ved

Vesterport; men nogle ænd ringe r

i selve fæstningsanlægget fik man

ikke lov til at foretage. E fte rh ån

den blev mod standen mod de snæ

rende bånd, d e n n e lagde på byens

udvikling, dog så kompakt, at mili

tæret u n d e r det ny folkestyre

måtte bøje sig.

Mange har siden beklaget, at

man ikke havde bevaret blot en

enkelt af de gamle byporte; men

folkestemningen var i den grad

imod den fo rhad te fæstning, at der

slet ikke var g robund for sådanne

tanker og følelser. Nå r omsider det

stædige militær havde givet efter,

måtte det hele væk, jo før jo bedre.

Det var naturligvis portene, man

begyndte med, og deres nedriv

ning blev fejret som en strålende

sejr for det unge folkestyre.

Vesterport blev revet ned i 1857,

året efter Nø rre po rt og samme år

som Amag e rpo rt og Østerport.

Det hed sig, at ikke sten på sten

blev ladt tilbage. Vesterports f u n

dament lod man dog blive og dæk

kede det til med jo rd og brosten. Så

sent som i 1978 blev det nøje u n

dersøgt af folk fra Nationalmuse