51 / 111
På begge sider af Bernstorffsgade
Carl Wivel og Petersens Wivex
I det københavnske forlystelseslivs
historie er der en enkelt re stau ra
tør, hvis navn fik europæisk ry. Det
var Carl Wivel, der på hjø rne t af
Vesterbrogade og Bernstorffs
gade skabte den første virkelig
internationale sto rrestau ran t i
København. Han havde gradvis
arbejdet sig op til denne dom ine
rende position; men det var ikke
nogen uk end t m and i forlystelses
livet, d e r rykkede ind i Tivolis nye
facadebygning ved dens fu ld fø
relse i 1890. Wivel var allerede i
1883 blevet restau ratø r i Tivoli,
idet h an dette år overtog den ny
opførte Tårnpav illon - ikke at fo r
veksle med Det kinesiske T å rn , der
først blev op fø rt i 1900. Tårnpav il
lonen var bygget i tysk villastil,
men er siden blevet udvidet flere
gange og h e d d e r i dag Påfuglen.
Da Carl Wivel havde en fortid som
barber, kaldte københavnerne
ham uundgåeligt »barberen i sin
villa«.
Wivel havde i 1872 nedsat sig
som ba rbermester i Holmens Ka
nal, men trådte i 1880 ind i r e
staurationsbranchen, da han købte
café Røde Lygte i Gothersgade 45.
Her tjente han nok til at kunne
rykke ind som lejer i Tivoli om
sommeren, og i den hektiske u d
stillingssommer 1888 tjente han en
formue og var nu i stand til at slå et
større b rød op. Chancen kom, da
den ene a f Tivolis nye facadebyg
ninger blev bestemt til at skulle
r umm e en restaurant. Den bestod
dog i begyndelsen kun af et enkelt
ikke videre impone rende lokale
med et dameværelse ved siden af
samt en terrasse u d imod Tivoli. I
resten af bygningen blev der in d
rettet butikker.
T rod s de relativt beskedne fo r
hold blev Wivels årlige leje sat til
10.000 kroner. Kort før re stau ran
tens åbning den 27.juni skrev Af
tenbladet, at denne leje var så u ri
melig blodig, at man på fo rh ånd
kunne spå mandens ruin. Det gik
unægtelig lidt anderledes. Wivel
fik efter et halvt års forløb natbevil
ling, og h an erobrede ét for ét de
a nd re lejemål, så han kom til at
råde over hele bygningen. Han
lod vægge bryde ned, og en stor
restau ran t var skabt. Lokalet blev
senere omd anne t til bar, da
fløjen imod Bernstorffsgade blev
tilføjet.
Der var nu beskæftiget en halv
snes tjenere, og det kolde bo rd
havde vund et ry langt u d over
landets grænser. Det stod dækket
over en me te rb red flade, som
strakte sig ned gennem det store
lokale. Der var en overdådighed af
pålæg og tilberedninger, og bagef
ter havde man valget mellem tre
forskellige supper, flere fiskeret
ter, hvortil man r egned e østers og
humme r, to-tre mellemretter, lige
så mange slags steg og til slut fire
desserter at vælge imellem. Snaps
kunne man selv tappe af en kæm
pemæssig u r n e af sølv, som stod på
bo rdet - så meget man ville. Samlet
pris for hele herligheden: 3 k roner
og 50 øre! Hvis man ville have vin
til maden , var der Bordeaux til 3-4
kroner flasken og fransk cham
pagne til godt en halv snes kroner.
Når man tager de fo rn emme
omgivelser i betragtning, h a r det
nok været billigt; men det kolde
bords 3,50 var lidt mere, end en
overportør på je rnb a n e n ovre på
den and en side af gaden fik i løn
om dagen! Det var altså næppe
DSB’s personale, der mæskede sigi
Wivel i frokostpausen.
T rod s udvidelsen af den op rin
delige fo rretn ing var den i det
lange løb for lille til den succesrige
51