VesterbrosPassage

hus og hjem. Mens c hamp agn e

p r op p e r n e knaldede nat efter nat

u n d e r sindsoprivende orgier, som

gullaschbaronerne holdt sammen

med deres med brillanter og ju v e

ler overhængte dame r, måtte kom

mun en udde le mad og brændsel til

stedse længere og længere køer af

nødstedte, og det skumle kvinde

fængsel på Christianshavn blev

åbnet for husvilde.

»H jernerne var fyldt med gul

lasch,« skrev T ip p e Lumbye om

krigsmillionærerne, han og hans

store orkester forlystede aften ef

ter aften og nat efter nat. Spækhø

kere blev til konservesfabrikanter,

og »Christian den fjerdes traver

bane«, som børsen blev kaldt, var

fyldt hver dag af en skrålende

menneskehob, d e r jobbede pap i

rerne op i svimlende højder:

»Når det r egne r på præsten,

d ryppe r det som bekend t på deg

nen, og en del a f gu ld strømmen

flød igennem de wivelske lokaler.

Pengene skulle jo bruges og helst

på en sådan måde, at a n d re kunne

se det, og netop hos Wivel mødtes

»tout Copenhague«. Og intet var

for dyrt, selv om d en følelige va

rekn ap h ed fo rdy rede alting over

al sund sans. Men det spillede in

gen rolle, om en flaske champagne

kostede 100 kroner, eller en halv

flaske Meukow 42 skulle betales

med 60 kroner. Blot det var dyrt.

T jen e rn e hos Wivel tjente styr

tende med penge, og der betaltes

ofte op til 50 kroner for at rese r

vere et bestemt bord. Det var et

kosteligt syn at se disse krigsmilli

onærer og deres madamme r tage

Wivel i besiddelse«.

Det var dog ikke lutter småhand

lende, der med et slag var blevet

rige. Især efter krigen viste det sig,

at de fleste i forvejen veletablerede

skibsredere i høj grad havde redet

med på bølgen. I hele gullaschti

den var en meget omtalt skibsre

der og bygherre stamgæst i Wivel.

Han troppede op i spidsen for et

følge på 20-30 personer, de r ofte

indtog både frokost, middag og af

tensmad i restauranten og fo rt

satte samværet om natten i hans

luksuslejlighed. I reglen lykkedes

det at få T ippe Lumbye og nogle

mand af orkestret med, og fo r

u d e n at de blev fyrstelig betalt for

at spille u n d e r det natlige orgie,

deltog de i det som gæster ganske i

det omfang, de ønskede.

In tet un d e r, at kapelmesteren

ved krigens slutning sagde sin stil

ling op og tog sig et sabbatår i Syd

frankrig! Og mærkeligt er det hel

ler ikke, at spekulanternes grove

udskejelser førte til syndikalister

nes storm mod børsen.

Den and en Verdenskrig havde

også sine krigsmillionærer, men

det synes i højere grad end u n d e r

første verdenskrig at have været

folk, de r i forvejen tilhørte sam

fundets øvre lag. Der blev ikke

b rug for nogen ny »Takt og tone«,

som havde været nødvendig sidste

gang, det gik løs, og de mange nye

millionærer forsøgte at blive salon-

fåhige. Der var heller ikke de

bratte fald fra de gyldne tinder til

den rene elendighed som i tiden

efter 1918, da næsten alle gullasch

ba ron e rn e mistede deres formuer.

De, der levede højt på Den an

den Verdenskrig, forstod langt

bed re at ga rdere sig, skønt mange

a f dem blev slæbt fo r re tten efter

krigen.

Gyldne tider var det dog også

u n d e r An den Verdenskrig i Wivex

og Nimb, der siden 30’rne begge

havde været drevet af direktør

Frode Petersen. I 1943, da Wivex

pludselig blev sat u d af spillet ved

en ødelæggende brand , lå Nimb

imidlertid stille, formentlig på

g run d af undtagelsestilstanden og

udgangsforbudet, der var blevet

etableret den 29. august.

Branden i Wivex

Det var den 14. september 1943,

Wivex b rænd te - i modsætning til

de senere sto rb rande i Tivoli u d en

tilknytning til krigens begivenhe

der. Aftenbladet skrev på forsiden

næste dag: