54 / 111
dømme, om gamle priser h a r væ
ret billige, når man ikke nøje ken
de r datidens lønn inger og udgifter
til livsfornødenheder; men det si
ger dog en del, at de r ligefrem blev
fremsat trusler om boykot i pres
sen, da Wivel satte prisen på en
kande kaffe op fra 20 til 25 øre.
Det var dobbelt så dyrt som i
Bræddehy tten, den tidligere nabo,
d e r var flyttet længere ud ad Ve
sterbro til.
Nå r Lumbye fortæller, at man
først ved 4-tiden om mo rgenen fik
sendt de sidste gæster u d i passa
gen, h a r det nok kun været de
store aftener, h an h a r haft i tan
kerne - lørdage i turistsæsonen,
Tivolis åbning og fødselsdag og
lukning og a n d re særlige lejlighe
der. En natbevilling varede nemlig
dengang kun til klokken 3.
En ganske særlig aften ind tra f
den 20. maj 1913, da der var valg til
folketinget. Selv de store nætter
har nok gået relativt stille og roligt
for sig, men valgnatten 1913 kom
Wivel til at danne r amm e n om
rene skandaleoptrin med slagsmål
på terrassen. Der blev aftenen
igennem oplæst valgresultater
mellem de musikalske præstati
oner og dansen i den tæt pakkede
sal, og diverse bifalds- og mishags
ytringer havde inden m idnat en
nogen lunde civiliseret karakter.
Kapelmesteren fik af d irektionen
o rd re på at afslutte aftenen med at
spille et po tpou rri, hvori
Kong
Christian
indgik, og hvis det blev
krævet meget energisk af publi
kum, skulle kongesangen gives da
capo, men kun en enkelt gang. Så
dan skete det også; men da musi
kerne havde forladt tribunen, blev
den besteget a f en kendt tandlæge
og kabaretkunstner, Leon Res-
torff, d e r satte sig til flyglet og
spillede
Kong Christian
e nd nu en
gang. Det gentog sig, da et lar
m end e selskab blev ved med at
kræve sangen spillet, men tilsidst
blev det et ande t selskab et n um
mer for broget, og de blev sid
d ende på deres pladser - især fordi
der bland t dem var en herre, der
på g r u n d af en legemsfejl døjede
med at stå op gennem længere tid.
En bande »unge løjtnanter og ade
lige levemænd«, som Ekstrabladet
(der e n d n u ikke delte navnet i to
dele) skrev dagen efter, »insulte
rede dem på clet groveste, ja,
endog lagde hånd på den syge
mand«.
Restorff og de unge rigmænd
blev ved at provokere resten a f nat
ten, og en enkelt gæst fik et glas i
hovedet, så blodet flød. Det blev
avisstof i mange dage, og det synes
- trods direktør Petersens benæg
telse - at være godtgjort, at tjenere
og inspektør havde været lovlig
imødekommende over for de op-
stemte hø jremænd og næ rmest
havde taget parti for balladema
gerne. Det var jo kendte rigm and s
sønner, hvis fæd re lagde mange
penge i re stau ran ten til daglig, og
som selv var kend t for at være
r u n d h å n d e d e over for tjenende
ånder, nå r de var u d e på vulkaner.
Denne skandalenat var en u n d
tagelse; men u n d e r den første ver
denskrig, da forskrækkelsen
havde lagt sig, ho ld t et nyt publi
kum sit indtog i de fo rn em t udsty
rede lokaler i løbet a f 1915. Det var
»de nye rige«, »gullaschbaroner
ne«, »dængserne« og hvad man nu
kaldte dem - krigsmillionærerne,
der spekulerede på børsen og åd
og drak sig gennem krigen, mens
nøden bred te sig i København, og
tusinder blev hjemløse. Det var
især på eksport af un de rlød ig kon
serves til tyskerne, sammenfattet
u n d e r fællesbetegnelsen gullasch,
de r blev tjent eno rme s ummer, og
man sagde i mere besindige k re d
se, at de r døde flere tyskere af
dansk gullasch, end d e r døde af
fjendens kugler. Endog selvdøde
dyr fra Zoologisk Have skal have
fund e t vejen til de tyske k ø d
gryder via Københavns Børs.
De nye millionærer købte kæm
pelej lighed er, strandvejsvillaer og
gamle landslotte, men trak samti
dig hele huslejeniveauet i vejret, så
masser af mennesker måtte gå fra
54