VesterbrosPassage

rede da be røm te have i 1870’erne.

De var forskellige som nat og dag,

men det gør ikke deres iagttagelser

ringere.

I 1876 var islændingen Eirikur

Olafsson, en bonde med et vist

håndelag som skribent, på besøg i

København. H an skrev efter

hjemkomsten

En liden Rejseskil

dring,

hvori han også fortalte sine

u n d r e n d e læsere i Island om Tivo

li, som en land smand i København

havde forevist ham:

»Så tog Peter Bryde mig med i

en sporvogn til et forlystelsessted,

som h e d d e r Tivoli, det ligger i by

ens udkan t, og der er et stort hegn

med store egetræer imellem; in

den fo r var d e r meget smukke te

atre, og et a f dem var så strålende

indvendigt, a tjeg ikke kunne fo re

stille mig noget prægtigere i hele

verden. De begynder at op træde i

skumringen og slutter halv-

tolv-tolv. Selvom det er bæ lgmørkt

og overskyet, er hele forlystelses

stedet strålende oplyst af utallige

gaslygter. Denne aften var m enn e

skemængden de rinde 14.000. Det

kostede 50 øre for voksne og 25

øre for bø rn at komme ind og se

alt. Både d e n n e aften og alle and re

var de r en masse mennesker fra

England, Frankrig, Norge og Sve

rige og fra selve Danma rk for at se

og prøve forlystelserne«.

Olafsson er vældig begejstret for

pantomimeteatret, hvis forestilling

han skildrer meget indgående.

Han sammenligner Harlekins

dragt med »skæl på en levende

havsild«, for hans landsmænd og

læsere de roppe på sagaøen skulle

jo have noget kendt at sammen

ligne med. Harlekin danser be

hænd igt med Kolombine, men går

pludselig fra hende:

»I det samme øjeblik kommer

der en høj og kraftig mand i hvidt

tøj ind på scenen, han h ar ikke no

get hå r og skæg, hans ansigt er

dækket a f en maske, kæften på

ham når helt ud til ørerne, næsen

lang med en stor vorte på spidsen,

hans øjne var sorte og store, og på

knolden havde han noget, som

hverken lignede en hat eller en

hue, og han så ynkelig ud. Den

smukke pige blev stående stille på

scenen, og den lange Jøkel går hen

til hende og tager hatterædslen,

som han havde på hovedet, af

for hende, bukker med mange

komplimenter, men hun lod, som

om hu n ikke så det«.

Næsten bevægelse for bevægelse

gengiver han den del af pan tomi

men »Pjerrot vanvittig af kærlig

hed«, han og hans landsmand nå

ede at se.

Den engelske memoireforfatter,

der har omtalt Tivoli fra den

samme periode, er sir Edmund

Gosse, der i 1872 og 1874 var på

langvarige ophold i København og

lærte en lang række af vort åndslivs

ypperste navne at kende, bl.a. den

ald rende H .C .A nd e rs en . Gosse

var mildt sagt ikke begejstret for

Tivoli. Han skriver:

»Da det blev rigtig aften, lå hele

haven i det smukke vejr så eventyr

ligt fo rv irrende som nogen kunne

ønske sig. Og livet ud fo ld ede sig

ret med sin særegent danske ka

rakter a f vidtgående demokrati.

H e r så man en arbejd smand

standse udenrigsministeren for at

bede om ild på cigaren; de r stod en

høker og hans familie og mo rede

sig over det samme skuespil som en

fremmed ambassadør.

For dette Tivoli med dets ro

mantiske men unægtelig lidet

spændende morskaber næ rede

danskerne åbenbart en særdeles

forkærlighed. De er et roligt folke

færd, men ha r en overdrevet tilbø

jelighed for at klistre sig sammen.

De kan ikke gå deres vej. Mens ti

merne gik med stadig samme ens

formige unde rho ldn ing , mød te vi

de samme glade ansigter atter og

atter. Mit eget selskab var umæ tte

ligt; hver gynge, hvert telt, hver

båd skulle prøves.« E dm un d Gosse

slutter sin beskrivelse af køben

havnernes elskede have med at

udbryde: »Meget nydeligt, ja, og

meget dansk; men ej her, o Apollo,

var bolig for dig!«