VesterbrosPassage

åbenbart havde knebet med i de

første sæsoner efter hans afmarch.

I 1857 blev den kendte visefor

fatter Adolph van der Recke arti

stisk direk tør u n d e r kontorchef

Melsing fra magistraten, d e r synes

at have været tivolidirektør som en

slags hobby. Da Recke døde i 1868,

blev han efterfulgt af løjtnant

B e rnh a rd Olsen, som je g citerede

før og som vil blive omtalt siden

hen for and re store forehavender,

han gav sig i kast med i Vesterbros

Passage.

H.C.Lumbye og hans sønner

Tivolis store musikalske trækpla

ster fra starten var Hans Christian

Lumbye, »en genial dansk compo-

nist, navnlig særlig af dandsemu-

sik«, som det h e d d e r om ham i et

leksikon, der udkom i 1872, det år,

da han trak sig tilbage fra podiet.

Lumbye blev ansat som musikdi

rektø r i Tivoli i en alder af 33 år

og var langtfra noget ubeskrevet

blad i det københavnske musikliv.

Han havde spillet i militære m u

sikkorps, fra han var 14 år, men

havde i efteråret 1842 holdt en

række koncerter med stort danse

orkester å la Strauss i Hotel d ’Ang-

leterres store sal. Det var clem,

de r fik Carstensen til at henvende

sig til Lumbye f o rud for åbningen

a f Tivoli.

Da Lumbye første gang stod på

podiet på den senere så berøm te

haves åbningsaften, var hans kone

højgravid. 11 dage efter fødte hun

en søn, de r efter Carstensen fik

navnet Georg. Både han og hans

ældre b ro r Carl blev kendte navne

i den musikalske verden, omend

de begge livet igennem stod i skyg

gen a f deres berøm te far. Georg

Lumbye overtog ikke som ventet af

mange d ennes stilling, da han trak

sig tilbage, men først da efterføl

geren Baldouin Dahl døde i 1891.

H .C .Lumb y e blev også orke

sterdirek tør i Casino, som Carsten

sen åbnede i 1847 som en in d e n

dørs p e n d a n t til Tivoli, hvor kø

benhavne rne kunne afreagere

deres trang til festivitas i vinterens

triste tid. Det var dog først og

fremmest Tivoli, »den store Lum-

bye«s navn var knyttet til, skønt

han i årenes løb også fejrede store

trium fer ud e omkring i Europa,

hvor han tu rn e re d e ud e n for sæ

sonen.

»Lumbyes musik sp rud ler af ild,

liv og følelse,« h e d d e r det i fø r

nævnte leksikon fra hans egen tid,

»og selvom man forlængst er ude

a f dandsen , vækkes ikke blot forti

dens m inde r ved hans livlige toner,

men selv de gamle been sættes i

bevægelse, man slaaer uvilkårlig

takten med fødd e rn e og rokker

med hovedet og følger med foryn-

get liv i tankerne den hvirvlende

kreds. Som dandsecomponist in d

tager Lumbye en frem ra g e nd e

plads i tonernes rige og h ø re r u b e

stridelig til vor tids største mestre i

denne retning. Blandt hans meget

talrige compositioner - og de ere

næsten alle ud e n undtagelse

smukke - tu rd e vel hans

Champag

negalop

Drømmebilleder

indtage

den første plads«.

Såvidt den gamle leksikonskri

ver, de r sikkert er identisk med

værkets redaktør, cand.theol.

P. Larsen. An d re havde næpp e

tu rd e t ud trykke sig i så subjektive

vendinger i et opslagsværk.

H .C .Lumb y e skrev mange af

sine mest be røm te værker for o r

kestret i Tivoli, og de er som be

kendt på repe rto ire t den dag i dag

som musik, der er uløseligt fo r

bu nd e t med den gamle have ved

Vesterbros Passage. Til den første

jernbane , der udgik et par stenkast

fra hans koncertsal, kompon e red e

han i 1847 sin

Jernbanegalop.

Carl Lumbye blev i 1856, kun 15

år gammel, medlem af sin fars o r

kester og var senere musikdirektør

en række steder, bl.a. til Casinos

berømte ma skerader og i Concert

du Boulevard - for så endelig at

overtage dirigentstokken i Tivolis

harmoniorkester, d e r trofast

plejede de store traditioner fra

hans fars tid.