570 / 633
Københavns Terrænforhold og ældste Udvikling.
761
ved at sige, at Flaaden, som var i Sigte, var en at de K ø bm a n d sfla a d e r, der
plejede at komme til Havnen, og da Olav bebrejdede ham denne Svig, sagde
han, at han havde talt ren og skær Sandhed, thi de, som nu kom, var netop de
rette Købmænd at vende sig til, naar man vilde handle om Danmark med Jærn
og Staal.
Det er som et Sted, hvortil Købmændene stævnede, at Havn første Gang træder
frem i Historiens Lys. Næste Gang Byen nævnes, og nævnes ved Navn, er faa
Aar senere, i 1043, da Kong Olavs Søn Magnus er bleven Konge og jager den
flygtende Tronkræver, Knud den Stores Søstersøn, Svend Estridsen igennem Havn
og videre ad de sjællandske Veje.
Havn var i sig selv kun en ringe Landsby, hvor Tingsamlingerne kunde frem
kalde en opblussende Købmandstravlhed paa Markedspladsen, men den havde
desuden en Ejendommelighed af største Værd for dens Fremtidsudvikling; den
var nemlig det sjællandske Endepunkt for en af Rigets Alfarveje fra Hoved
staden Roskilde til Skaanes vigtigste Marked, Haløremarkedet, Skanørmarkedets
Forgænger. Denne Vej førte fra Roskilde gennem Herrederne mod 0 . og tilsidst
over Islev og Brønshøj ad nuværende Nørrebrogade over Engdraget, hvor nu
Peblingesøen er, og til Havn, hvor den naaede Tingpladsen ad Nørregade og
derfra videre til Tingets Skibbro,
Ladbroen,
S. for Magstræde i
Gamlebode-
havn;
herfra gik Farten videre gennem Kalvebodstrand, idet Datidens Rofartøjer
kun havde ringe Dybgaaende. En anden ældgammel Hovedvej førte fra Ting
pladsen ud vester paa, lidt nordligere end Vesterbrogade, derpaa over Skt.
Jørgens Bækken op til Skt. Jørgens Gaard V. for den nuvær. Søs Sydende og
drejede her mod SV. langs nuvær. Skel mellem København og Frederiksberg.
Den delte sig snart i to Veje, en til Solbjærg og en til Valby, der over Hvidovre
fortsatte til Køge. Endnu i 1528 kaldes Vesterports Udenværk
Køge Barfred.
Det
var først i 1562, at Fr. II førte Roskildevejen over Solbjærg ind til Vesterport. En
tredie Vej førte ad Vimmelskaft—Østergade—Store-Strandstræde ud til den Sten
bro, som i Slutningen af Middelalderen kaldes
Skt. Anne Bro,
hvorfra Overfarten
til Lund og Malmø fandt Sted. Senere, formentlig da Sejlet benyttedes i den
daglige Færd i Stedet for Aarerne, og da Skibene begyndte at stikke for dybt til
at krydse gennem den grundede Kalvebodstrand, blev Skanørtrafikken flyttet til
den Vej, der gik fra Alfarvejens gamle Vadested over Engen (Dronning Louises Bro)
og videre over Pilestræde—Revshalen—Dragør til Skanør, som nævnes som Rejse
rute i Brugge-Itinerariet fra c. 1400. Da den laa fjærnt fra Landsbyen, har den
haft særlige Færgegaarde, nemlig
Pilegaarden
paa Byens Side og
Grønnegqarden
paa Revshalen og Færgebro ved Stranden 0 . for Højbro. Det er rimeligt, at denne
Færgevej er fra Absalons Tid.
Absalonstiden bragte straks Brugen af Mursten med sig, og de spores øjeblikke
lig i Kulturlagene paa Byens Grunde. Hvor der er murstensfrie Kulturlag af større
Udstrækning, kan man med stor Sikkerhed fastslaa, at der fandtes en Bebyggelse,
da Absalon modtog Byen som Gave. Saadanne Lag er kun paavist mellem Nytorv
og Raadhuspladsen, hvor det murstensfri Lag er 0,5-0,8 m tykt foruden Muldlaget.
V. for Nytorv tør vi da formode, at de gamle Boder laa som en fast Bosættelse af
Købmænd m. fl., knyttede til Tinget, de Boder efter hvilke den nærmeste Del af
Havnen i Stadsretten kaldes Gamlebodehavn.
Midt mellem Landsbyen og den gamle Bosættelse V. for Nytorv, som siden
havde den særlige Betegnelse „i Kattesund“, laa Byens ældste Kirke, viet til
Skt.