573 / 633
764
Historie.
Længer af Købmandsboder for Klædehandlere, Skrædere, Skomagere, Kræmmere
o. s. v., saaledes at kun den sydvestl. Del, nuvær. Gammel Torv, var ubebygget.
Ogsaa Bebyggelsen af Strandkvarteret i rektangulære Karreer, hvis enkelte Lod
der udredede Jordskyld til Biskoppen, er sikkert fra denne Tid. Disse Anlæg svarer
nøje til den omtrent samtidige Udvikling i Liibeck, der netop paa den Tid (1202)
kommer under dansk Styre. 0 . for Torvet, paa Hjørnet af Skindergade og Skovbo
gade, laa B y tin g e t, hvor siden det ældste R aad hu s blev bygget. Ikke usand
synligt er dette det gamle Tingsted for Støvnæs Herredsting, som vel samtidig
med Købstadens Oprettelse er flyttet til
Stokkelund
(Sokkelund) ved Tuleshøj 0 .
for Mørkhøj, efter hvilken Lund Herredet senere fik sit Navn.
1 1238 fik Byen sit første Kloster,
Graabrødre Kloster,
paa det østl. Hj. af
Klosterstræde og Skindergade. Fra Tiden efter 1254 er de
spedalskes Hospital
(oprindl. viet til Skt. Olav, senere til Skt. Jørgen), der byggedes uden for Byen paa
Vester-Fælled, tæt SV. for Skt. Jørgens Sø. Det nævnes dog først i 1261.
1 Valdemarernes Tid forblev Byen uantastet i Roskildebiskoppens Haand, men
Erik Plovpenning forjagede i 1245 Biskop Niels Stigsen og bemægtigede sig Byen
og Borgen. I 1248 vendte en Itibsk Flaade sig mod Byen, indtog den og hærgede
Borgen saavel som Byen og dens Kirker. Ved Abels Regeringstiltrædelse fik Biskop
pen, Jacob Erlandsen atter Byen i sin Magt, og han udstedte 1254 Byens ældste
bevarede, skrevne Stad s ret. Under Kong Christoffers Strid med Jacob Erlandsen,
der var bleven Ærkebiskop i Lund, blev ogsaa Roskildebiskoppen Peder Skjælmsen
Bang inddraget i Striden. Han forkyndte almindeligt Interdikt i sit Stift; Kongens
Svar var en Inddragelse af Bispestolens Ejendomme, deriblandt Københavns Borg
og By. Biskoppen, der var flygtet til sit Stifts fjærneste Provins, Rugen, fik sin
Lensmand, Fyrst Jarmer, til at angribe Kongen, og omkr.
1259 trængte han
ind i Byen, idet han gennembrød Plankebefæstningen paa det Sted, der i Aar-
hundreder derefter kaldtes
Jarmers Gab,
og hvor i 1528 Jarmers Taarn blev rejst.
Ligesom Lubeckerne havde gjort en halv Snes Aar tidligere, hærgede Jarmers
Folk Byen af al Magt og nedbrød Borgen, i alt Fald delvis. Erik Klipping havde
utvivlsomt Borgen inde i hele den første Tid af sin Regering, og først i 1275 gaar
den atter over paa Biskoppens Haand. I 1289 truer den norske Kong Erik Præste-
hader Byen med sin Flaade, og dette er vel Aarsagen til, at Borgerne forbedrer
dens Plankebefæstning, som utvivlsomt havde lidt meget i den foregaaende
Menneskealders Ufredstid. Hvori Forbedringen har bestaaet, vides ikke, men rime
ligvis er det Bytaarn blevet bygget, som omtales i 1342, og Voldgravene, som
oprindelig var lave og tørre, bievne uddybede og vandfyldte. Som Tak tilstaar
Biskop Ingvar Borgerne „fu ld k om n e B y r e ttig h e d e r “, rimeligvis Oprettelsen af
det selvstændige Byting i Stedet for Tinget paa Borgen.
I 1294 faar Byen sin anden S tad s ret af Biskop Johannes Krag. Den gav
straks Anledning til Stridigheder med Borgerskabet, som var misfornøjet med
dens strænge Bestemmelser mod Lav og Gilder, men Stadsretten blev dog gæl
dende i 150 Aar. Johannes Krag begyndte i 1295 at bygge Helligaands Hus, et
Fattighospital paa Helligaandskirkens Grund, endnu bevaret som
Vartov Hospital
(se p. 560).
I Erik Menveds Tid var Borgen atter i en længere Periode i Kongens Haand;
flere Fredsmøder blev holdt i Byen, og i 1308 og 1309 sluttedes den endelige
Fred med Norge her. Under Kong Christoffer II gik Byen paany over i Biskoppens
Værge, hans Broder og Lensmand tilbød i 1329 at overgive Borgen til Kongen,
men ved Svig kom den i Grev Johan af Holstens Besiddelse, og derefter var