37 / 707
22
Flemm ing Dahl
vision, der jævnstillede Magistrat og Byraad, maatte den
prøjsiske »Revidierte Stådteordnung« af 17. Marts 1831
dog betragtes som et Mønster for en maadeholden liberal
Kommunalforfatning.1)
Saaledes ogsaa i Danmark. Baade Mand og Mand im el
lem, i Pressen, under Kancelliets Overvejelser og Stæn
dernes Forhandlinger kom den prøjsiske Lov til at spille
en Hovedrolle.
Nogen Betydning for København fik ogsaa det Udkast
til en sies vig-holstensk »Stådteordnung«, som Regeringen
i Aarene 1835 og 1838 forelagde for Hertugdømmernes
Stænderforsamlinger. Det forenede den allerede bestaa-
ende Frihed ved Valget af Magistratens Flertal med det
danske Lighedssystem ved Valget af Borgernes Repræ
sentanter.2)
De Punkter, hvor disse »Stådteordnungen« i særlig
Grad kom til at paavirke Hovedstadens Kommunalfor
fatning, vil senere blive berørt.
Overalt i Midt- og Vesteuropa spores da i første Men
neskealder af det 19. Hundredaar en Strømning henimod
kommunalt Selvstyre. I de fleste Lande naaer den til
Gennembrud i 1830rne. Dette gælder ikke blot konstitutio
nelt styrede Stater, men ogsaa enevældige Monarkier, som
t. Eks. Prøjsen og Danmark.
Der var her et Felt, hvor Regering og Opposition kunde
mødes i et resultatrigt Samvirke i Tidens Aand. I Kom
munerne saae begge Parter det egentlige Grundlag for
baade Lovgivning og Forvaltning.
For konservative Statsmænd i Tyskland og England
var det stedlige »selfgovernment« en hjemmegroet Styrel
1) Om Forholdene i Prøjsen se Munch, II, S. 115— 17, og den dér
citerede Litteratur. Selve Forordningerne findes i L. v. Rønne: »Die
preussischen Stådteordnungen vom 19. November 1808 und vom 17.
Mårz 1831. . . .« (Breslau 1840).
2) Munch, II, S. 109.