Previous Page  36 / 707 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 36 / 707 Next Page
Page Background

Københavns Kommunalforfatning af 1840

21

I England udkom en liberal Kommunallov for Byerne

1835, tre Aar efter den store Parlamentsreform.1)

Hvad Tyskland angaar, fik Bayern, Württemberg, Ba­

den og Sachsen fundamentale Kommunallove henholdsvis

1818, 1822, 1831 og 1832,2) medens de prøjsiske Reform­

love, som der siden skal vendes tilbage til, udkom 1808

og 1831.

Efter Belgiens Løsrivelse fra Holland 1830 gennemfør­

tes det kommunale Selvstyre dér 1836, medens Sverige,

efter Reformtilløb allerede i Aaret 1817, først 1843 opret­

tede tidssvarende Sogneraad (»sockennämnder«) .3)

Af ikke ringe Vægt i den offentlige danske Debat blev

endelig den stærkt frisindede norske Lov om Indførelsen

af Kommunalraad, Formandskaber (»formannskaper«),

af 14. Januar 1837, »ei naudsynleg utfylling av grunnlova

[af 1814], den störste og viktigaste utfyllinga som grunn­

lova nokon gong har fått og kunde få«.4)

Størst Indflydelse paa Udviklingen herhjemme fik dog

den prøjsiske Lovgivning. Allerede i Friherre v. Steins

Ministertid udkom under 19. November 1808 en meget

liberal Kommunallov (»Städteordnung«), i hvilken Raadet

fik den afgørende Magt. Og skønt det viste sig nødvendigt

at underkaste denne Forordning en ret dybtgaaende Re*) Om Forholdene i Frankrig og England, jfr. Munch, II, S. 118

—27 og 127—34.

2) Som Eksempel paa organisk Samhørighed mellem politiske og

kommunale Reformer kan nævnes, at Sachsen fik en ny Forfatning

4/9 1831, en ny »Stådteordnung« 2A

j

1832; jfr. Treitschke: »Deutsche

Geschichte«, 7. Opl., IV (1919), S. 142—53.

3) Om Forholdene i Svei'iges Byer se Nils Herlitz: »Svensk stads­

forvaltning på 1830-talet« (Stockholm 1924), S. 325 ff., samt Litte­

raturfortegnelsen sst., S. XXV ff.

4) Arne Bergsgård: »Formannskapslovene. Opphav og utvikling«,

S. 7 (i »Minneskrift til Formannskapslovenes 100-Årsjubileum«, Oslo

1937). For Norges Vedkommende henvises til dette Værk, som for

øvrigt ikke er frit for en hyperdemokratisk Tendens (se S. 23, N. 1).