31 / 707
16
Flemming Dahl
Kongens Magtfuldkommenhed. Man kunde nemlig ikke,
hævdede Ministeren, som hverken savnede Verdenskund
skab eller menneskelig Forstaaelse, kalde Mænd sammen
for at høre deres Raad og saa undlade at tage Hensyn
dertil.1)
Som Medarbejder — stundom til Modstander — havde
han Nordens største Jurist Anders Sandøe Ørsted (1778—
1860). Efter at have været Assessor i Højesteret, var han
1813 blevet Deputeret i Danske Kancelli; siden 1825 be
klædte han Posten som Generalprokurør. I Besiddelse af
en enestaaende Kundskabsfylde og human Dannelse, over
legen som Teoretiker, men tillige en erfaren Praktiker,
var Ørsted Dialektiker nok til at kunne se en Sag, ogsaa
det nationale Spørgsmaal, fra alle Sider. Uden at være
viljesvag var han en finere, fornemmere og mere hen
synsfuld Natur end Kancellipræsidentens nok saa robuste
og blodrige Personlighed. Ikke sjældent trak han derfor
det korteste Straa overfor denne, naar den kongelige
Resolution skilte Trætten.2)
Af Overbevisning var Ørsted moderat-frisindet, en
halvliberal Reformven, men Enevældens første Tjener.
For hans mæglende Aand maatte Tiltalen »Kongens og
Folkets Mand« være et Hædersnavn. Kommunalpolitisk
gjorde han sig i sin Haandbog i Lovkyndighed (1835) til
Talsmand for vidtgaaende Reformer.3)
!) M. Rosenørn: »Biographiske Meddelelser om Geheime-Stats- og
Justitsminister Poul Christian Stemann«, Personalhist. Tidsskr., 3.
Rk„ VI (1897), S. 39.
2) Rubin (II, S. 344—49, 492—-97) skildrer Ørsted som en tiltalende,
men svag Karakter, ingen »stor Mand«, hvad hverken L. Koch,
Frantz Dahl, Hans Jensen, Troels G. Jørgensen eller nærværende
Forfatter kan gaa med til; P. Munch (»1830—48«, S. 30) bygger for
en Del paa Rubin, men indtager nærmest en Mellemstilling.
3) »Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed . . . . « ,
VI, 1835, S. 551—60, 563— 71, 589—98. Omtalt med Anerkendelse i
»Fædrelandet« 31. Juli 1835, Sp. 82.