30 / 707
Københavns Kommunalforfatning af 1840
15
tagelse, der bør dokumenteres nøjere, naar man under
Fremstillingen af en skelsættende Regeringshandling til
lægger Suverænen selv en afgørende Rolle. Men en saadan
Undtagelse danner ganske visst netop Christian VIII’s
personlige Indgriben i den københavnske Kommunalsag,
Som Hovedregel gælder imidlertid allerede i Enevæl
dens Dage, at det er Regentens Raadgivere, der handler
i Kongemagtens Navn og paa dens Vegne.1)
Indenfor det ledende Kollegium, Danske Kancelli, Da
tidens Statsministerium, var baade praktisk Forretnings
dygtighed og mangesidig teoretisk Viden i en sjælden Grad
til Huse.
I Præsidenten, Geheime-Stats- og Justitsminister Poul
Christian Stemanns kraftfulde og lidet sammensatte Per
sonlighed (1764— 1855) legemliggjordes Jærnvilje, Kon
sekvens, praktisk Sans, den konservative Godsejers pri
mitive Kærlighed til Jorden og Fædrelandet. En overbe
vist Tilhænger af et fornuftigt afgrænset kommunalt
Selvstyre,2) baseret paa Residdelsen af Grundejendom —
som Amtmand i Sorø Ophavsmand til den normgivende
Kommunalinstruks for Slagelse af 31. Oktober 18173) —
men indtil sidst i 1840rne en afgjort Modstander af en
Forfatningsændring.
Overensstemmende hermed mente Stemann, der som
Statsminister 1827— 48 i højeste Grad besad baade Frede
rik VI’s og Christian VIII’s Tillid, at måatte fraraade
førstnævnte Oprettelsen af Provinsialstænder 1831, idet
han erklærede det for en »Illusion«, at der ikke ved »raad-
givende« Stænder indtraadte nogen Formindskelse af
!) Sml. II. T., 10. Rk., IV, S. 276— 77. Den ældre Opfattelse ses
bl. a. bos Rubin (II, S. 506).
2) Munch II, S. 93, 94, 143—45, 155 f. Formentlig er Stemann en
af de »konservative politikarar«, Rergsgård sigter til i nedennævnte
ejendommelige Citat (S. 23).
3) Munch II, S. 93—94.